Nyheder

Messerschmidt: Vi skal genopbygge Danmark

Ved Dansk Folkepartis årsmøde i Arena Næstved lørdag den 28. september 2024 leverede partiformand Morten Messerschmidt en stærk og klar tale, hvor han insisterede på, at vi skal genoprette Danmark.

“Vi har travlt med at se fremad mod 2030 og 2050, men hvad har vi mistet på vejen?” spurgte Messerschmidt retorisk. Han pegede på, at løsningen på mange af Danmarks samfundsproblemer kunne findes i de værdier, som vi havde for bare 20-30 år siden. Dengang hvor telefonen var til at tale i, og man kendte navnet på postbuddet.

Messerschmidt rettede skarp kritik mod det moderne samfunds fokus på teknologi og globalisering og understregede, at den danske kultur og tryghed er ved at blive undergravet af åbne grænser, EU-bureaukrati, woke-isme og klimatosseri. “Danmark er gået i stykker, men vi kan stadig nå at reparere det,” erklærede han.

For at genskabe den nationale sammenhængskraft og tryghed præsenterede Messerschmidt konkrete politiske tiltag. Han foreslog blandt andet et familiefradrag, der vil give børnefamilier 180.000 kroner mere årligt, skattefri elevløn for unge og genindførelsen af store bededag. Messerschmidt understregede, at pengene skal bruges på frihed for danskerne – ikke flere DJØF’ere og meningsløse projekter.

“Det er vores opgave at få Danmark tilbage på rette spor. Mere danskhed, mere fællesskab og mere tryghed!” lød det fra en kampklar Messerschmidt, der afsluttede med at minde om, at Dansk Folkeparti altid vil stå som garant for det danske folk og det danske land.

Denne tale cementerer partiets position som den ubøjelige stemme for de danske værdier og den fælles danske identitet i en verden, der bevæger sig hastigt i den forkerte retning.