Erkendelser er vigtige. Det er derfor velkomment, at Frederik Vad er kommet til en ny erkendelse i udlændingepolitikken: At det ikke er nok at tale om integration i objektive termer. Mange af Vestens muslimer kan vel nok have både job og afstå fra at begå kriminalitet, uden man kan tale om, at de er integrerede.
Nogen egentlig ny erkendelse, er det dog ikke. Da en gruppe fanatiske muslimer tilbage i 2001 kaprede fire fly og anvendte dem som angrebsvåben imod USA, havde de alle gennemgået pilotuddannelsen og levede – på overfladen – en lovmæssig tilværelse. Alligevel valgte de at dø som terrorister. Ofre for den islamiske ideologi, der også i dag gennemsyrer tankegangen blandt mange af Vestens muslimer.
Forleden viste en opgørelse, af 70 procent af Tysklands unge muslimer sætter koranen højere end tysk lov. Et vigtigt faktum i Vads nye erkendelse. For hvad gør vi med disse mange, der umiddelbart lever et ”korrekt” liv her i Vesten, men i virkeligheden dyrker en islamisk hverdag med den lovmæssige underkastelse, fravælgelse af frihed og demokrati og indoktrinerede modsætning til jøder og andre minoriteter, som følger med? Hvilken handling agter Vad at tage af sin erkendelse?
I snart 30 år har Dansk Folkeparti argumenteret for, at islam ikke hører til i Vesten. Folk må selvsagt tro, hvad de vil. Sådan er det i et frit land. Men som kultur og politisk system er islam uforenelig med alt, hvad Vesten siden renæssancen har bygget op. Når mere end 10 procent af vores befolkning – og i visse byer over 50 procent – tilhører og praktiserer en kultur og ideologi som islam, kan det ikke undgå at få store konsekvenser for vores samfund. Så medfølger også det tankesæt og de værdier, som netop har lagt den muslimske verden i økonomisk, social og politisk armod – så følger stagnation, ufrihed og tvang.
Se min tale til Frederik Vad her
Når den muslimske verden fra Pakistan til Syrien, fra Tjetjenien til Marokko overalt er præget af ufred, ufrihed og stagnation, har det naturligvis sin indre sammenhæng. Islam er ikke bare en religion. Det er en ideologi, der gennem troen sætter sig på de islamiske landes samfundsindretning. Derfor findes der ingen muslimske lande med frihedsrettigheder som i Vesten. Der findes ingen muslimske lande med egentligt demokrati (Tyrkiet kom, takket være Atatürks klarsyn, tæt på. Men det fik EU og Erdogan i skøn forening ødelagt ved at kræve hæren, der ellers havde været demokratiets vogter, uden for politisk indflydelse). Og ser vi bort fra de lande, der har været heldige via Vestens teknologier at kunne udnytte jordens ressourcer, er alle muslimske lande præget af fattigdom og teknologisk stilstand.
Det er ingen tilfældighed. Det kan ingen bortforklare som andres skyld, men er forårsaget af den lovreligion, som islam er, og hvor derfor tro og politik er uadskillelige størrelser. I Vesten kan vi glæde os over Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er; og Gud, hvad Guds er. Her ligger fundamentet for adskillelsen mellem de to regimenter, der har muliggjort, at vi politisk har kunnet udvikle os ud af Biblens skygge.
Også i kristendommens hellige bog findes der formørkede og uoplyste passager. Men de har ingen lovmæssig magt i det verdslige regimente. Og i modsætning til den barbariske røver, som muslimernes profet var, var Jesus et barmhjertigt, kærligt – ja, overmenneskeligt – forbillede. Han hverken erobrede, dræbte eller giftede sig med mindreårige piger. Han helbredte, prædikede fred og lod sig fornedre på korset, for at vi kan leve i fred for vore synder.
Det siger sig selv, at sådanne to samfundsmodeller må udvikle sig forskelligt. Det er intet tilfælde, at vor historie siden Konstantinopels fald har været et langt modsætningsforhold mellem disse to vidt forskellige civilisationer. Fra Wiens porte 1683 til 11.september 2001.
I dag står vi så i den ulykkelige situation, at godt en generations politikere har sat kikkerten for historiens blinde øje og i naiv tro på, at kultur og tro var uvæsentligt for et menneske, har håbet, at de, der tror på mørkets og ufredens religion, let kunne indgå i vore samfund. At de ville lade sig overmande af vor kulturs overlegenhed og straks omfavne de kristne værdier, som vore humane og demokratiske samfund hviler på. Men det skete ikke. I begyndelsen jo – da antallet var småt. Men i takt med at folkevandringen tog til, flyttede den kultur, der lagde den muslimske verden i åndelig ruin, med ind i vores verden. Ind i vore byer, vore gader, vore universiteter, vore skoler, vore institutioner.
Og det er her, vi er i dag. I en dybt alvorlig situation, hvor vi ikke længere ved, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hvor Hamas marcherer i vores gader. Hvor tørklædedækkede folkeskolelærerinder nærer dybt antijødiske sympatier. Hvor den helt grundlæggende respekt for øvrigheden som over religiøse doktriner bliver afvist. Hvor imamen derfor vælges frem for myndighederne, og hvor kvinder behandles som andenrangs-mennesker. Hvor alt, hvad Vesten bygger på, bliver skubbet til side. Spørgsmål er: hvad er Frederik Vads plan? Hvad vil han gøre for at rette op på sine partifællers fatale fejltagelser?
I Dansk Folkeparti er vi ikke i tvivl. De moskeer, der danner grundlag for islamismens udbredelse, skal lukkes, og deres tilhængere skal udvises. Det skal være slut med som kriminel udlænding at kunne påberåbe sig ”hensynet til familielivet” for at undgå udvisning. Tørklædet skal forbydes på vore skoler – både for lærere og elever. Og indfødsret skal fratages igen, hvis man efter erhvervelsen begår handling i strid med straffeloven. Og de uden indfødsret, der begår samme forhold, skal ud ved første dom.
I Frankrig gennemførte man efter 7.oktober en omfattende udvisning af radikaliserede og radikaliserende imamer. Hvorfor gør vi ikke det samme? Flere europæiske lande har afvist at lade sig binde af de internationale konventioner, som i dag gør Folketinget til slave af fortidens fejl. Hvorfor gør vi ikke det samme? Der er masser, vi kunne gøre; men som et enigt folketing uden om Dansk Folkeparti i dag afviser.
Det store spørgsmål er, om Frederik Vad er villig til at tage konsekvensen af sin nye erkendelse. Om han kan få sit parti med på det nødvendige. I Dansk Folkeparti kan han selvsagt regne med en allieret. Men er han villig til at tage skridtet?
Med venlig hilsen,
Morten Messerschmidt
