Måske tænker de unge ikke så meget over alderdommen. Men det gør mange midaldrende. Dagligt hører vi om omsorgssvigt, mangel på personale på ældreområdet, mens dele af regeringen mener, at danskerne skal til at spare op til deres alderdom. På den baggrund kan det ikke undre, at mange danskere spørger sig selv, om der mon vil være økonomi og ressourcer til at sikre deres alderdom, når det bliver deres tur.
Frygten for alderdommen skal ingen mennesker have. Danskerne skal vide, at de kan få hjælp, pleje og tag over hovedet, når de ikke længere kan klare en tilværelse i eget hjem. Derfor har Dansk Folkeparti lanceret et forslag om et partnerskab, hvor pensionsselskaberne vil investere en del af danskernes opsparede midler i friplejehjem.
Vi forestiller os, at vi på den måde i løbet af en fireårig periode kan etablere 5.000 nye plejehjemspladser inden 2028, og at vi også efterfølgende fortsætter med etableringen, idet antallet af ældre frem mod 2040 forventes at stige fra 1.156.000 personer i 2020 til 1.533.000 personer i 2040. Alene dette tal illustrerer, at der er noget helt skævt, når antallet af plejehjemspladser pr. borger fra 2010-2021 er faldet med 23 pct.
Der er mange fordele ved den model, at man lader pensionsselskaberne investere pensionsmidler i friplejehjemspladser. En af dem er, at kommunerne friholdes for store anlægsudgifter, når nye plejehjemspladser skal etableres, samtidig med at de opnår de samme tilbud til borgerne som før – forudsætningen er blot, at kommunerne opererer med takster på ældreområdet, som tillader private aktører at etablere sig.
Mange kommuner har allerede haft succes med friplejehjem, og efterspørgslen på pladserne er stor. Jeg kan nævne kommuner som Frederikssund, Kolding eller Helsingør, som inden for de seneste år har kunnet føje friplejehjem til listen over tilbud til borgerne på linje med selvejende institutioner og kommunale tilbud. En anden fordel er, at friplejehjem sikrer borgerne et reelt valg mellem offentlig og privat. De er ikke længere henvist til et enkelt tilbud.
En tredje fordel er, at vores pensionsformue bliver investeret i aktiviteter, som både er til gavn for de ældre borgere og opsparerne. Pengene forsvinder ikke ned i et sort hul, men overskud kan geninvesteres til gavn for såvel velfærden og de opsparede penge.
Forslaget har allerede fået en god modtagelse fra både pensionsselskaber samt Dansk Industri og Ældre Sagen. Dermed har vi allerede et solidt fundament for at handle. Det er faktisk svært at finde nogen, som skulle være modstandere af forslaget – andet end forbenede røde ideologer, som af princip er modstandere af private aktører på velfærdsområdet.
Løser vi så med et snuptag problemerne ved rekruttering og fastholdelse af medarbejdere? Nej, desværre ikke. Det er en selvstændig, bunden opgave, som vi også skal have taget hul på. Der findes modeller på ældreområdet, som forener fastholdelse af personale og god omsorg for ældre med et godt arbejdsmiljø og færre sygedage – f.eks. ”små faste teams”, der sikrer, at de ældre ikke hver dag udsættes for nye ansigter. Det er noget, vi skal se nærmere på.
Endelig skal der investeres flere midler i uddannelse af personale med meget mere praktik, idet vi ved, at overgangen fra teori til en konkret hverdag, hvor nyuddannede fra den ene dag til den anden står ansigt til ansigt med krævende pårørende, kan være en traumatisk oplevelse.
Med etableringen af 5.000 friplejehjemspladser tager vi det første skridt på vejen mod tryghed for fremtidens ældre.
