Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har fået nok af venstrefløjens og De Radikales fordrejninger af DF’s politik. Efter gentagne usande udtalelser fra De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, har Messerschmidt nu besluttet at rejse sag mod Lidegaard for injurier.
»Det har konsekvenser at lyve om Dansk Folkeparti,« fastslår Morten Messerschmidt i en video, han har delt på sine sociale medier.
»Vi vil ikke længere acceptere, at vores politik bliver forvansket og dæmoniseret. Lyver man om Dansk Folkeparti, så skal det have konsekvenser – og det får det nu for Martin Lidegaard,« siger DF-formanden.
Messerschmidts advokat har sendt et brev til De Radikales leder med besked om, at der udtages stævning for faktuelt forkerte og injurierende udtalelser.
Løgn om hudfarve og interneringslejre
Baggrunden er, at Martin Lidegaard under et vælgermøde i Randers – arrangeret af magasinet RÆSON – påstod, at Dansk Folkeparti ønsker at oprette interneringslejre »ud fra folks hudfarve«.
Den påstand er helt usand, og Morten Messerschmidt reagerede prompte:
»Martin Lidegaard påstod forleden, at vi vil oprette interneringslejre ud fra folks hudfarve. Det er løgn – og det ved Martin Lidegaard godt. Jeg vil ikke længere finde mig i venstrefløjens løgne og skræmmekampagner,« siger DF-formanden.
Dansk Folkeparti arbejder for en ansvarlig og retfærdig hjemsendelsespolitik, hvor personer uden dansk statsborgerskab og uden ønske om at blive en del af Danmark hjælpes trygt tilbage til deres hjemlande – ikke noget med diskrimination eller forskelsbehandling, som Lidegaard påstår.
DF står fast på sandheden
Morten Messerschmidt gav Martin Lidegaard 24 timer til at trække sine udtalelser tilbage, men da det ikke skete, går Dansk Folkeparti nu videre med sagen.
»Det her handler ikke bare om mig eller Dansk Folkeparti. Det handler om, at man skal kunne føre en ærlig politisk debat i Danmark – uden løgne, uden manipulation og uden at tilsvine modstandere,« siger Messerschmidt