Nyheder

Messerschmidt: Socialdemokratiet har svigtet de ældre totalt

DF-formand i hårdt angreb på statsministeren og Socialdemokratiet for at svigte ældre: Det er en skandale
Det var ikke kun Mette Frederiksen og Socialdemokratiets udlændingepolitik, der stod for skud, da Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt lørdag talte på DFs årsmøde i Viborg. Socialdemokratiet svigter også totalt, når det gælder de ældre, mener Messerschmidt.

Han indledte sin årsmødetale med et klip fra en socialdemokratisk valgvideo fra 2022. Her blev der lovet mere omsorg til ældre. Men løfterne er ikke blevet holdt. I stedet har regeringen begået svigt på svigt:

Værdighedsmilliarden til ældre er fjernet i finansloven, forbedringen af seniorpensionen er blevet skrottet, socialdemokratiske politikere taler nu om brugerbetaling i ældreplejen og i en lang række kommuner er der yderligere besparelser på vej på ældreområdet.

“Det er en skandale. De ældre har fået en lang næse,” sagde Morten Messerschmidt.

Direkte henvendt til statsministeren sagde han:

“På et eller andet tidspunkt opdager danskerne, at du er et fupnummer”.

Usynlig ældreminister

DF-formanden konstaterede også, at ældreministeren Mette Kirkgaard er stort set usynlig:

“Jeg kan ikke huske, hvad ældreministeren hedder, for jeg har ikke set hende i et halvt år i tv”.

Han fastslog, at DF vil have fuld fokus på de ældre ved de kommende finanslovsforhandlinger.

“Nu er det de ældres tur. Det skal være slut med at lukke plejehjem, når vi mangler plejehjemspladser. Nu er det på tide, at vi behandler de ældre anstændigt. Det er dem, der har skabt vores velfærdssamfund,” sagde Messerschmidt.