Nyheder

Mikkel Bjørn klager over DRs brug af ekspert

Mikkel Bjørn klager over DRs brug af ekspert

Formanden for indfødsretsudvalget Mikkel Bjørn (DF) har sendt en klage til Danmarks Radio over brugen af Eva Ersbøll som ‘uafhængig ekspert’. “Hun kommer med falske og grundløse anklager mod mig,” siger Mikkel Bjørn. Du kan læse hans klage her.

Det er imod almindelige retsstatsprincipper, når formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn, tjekker hvad ansøgere til dansk statsborgerskab har skrevet på Facebook.

Det sagde Eva Ersbøll, seniorforsker emerita på Institut for Menneskerettigheder, forleden til DR. Hun sagde også, at Mikkel Bjørn bryder GDPR-reglerne og at det er i strid med forvaltningsloven. Det sidste har hun dog efterfølgende korrigeret, eftersom forvaltningsloven ikke gælder for indfødsretssagsbehandlingen.

Men udtalelserne fra Eva Ersbøl, der af DR præsenteres som ‘uafhængig ekspert’, er fuldstændig fejlagtige. Det skriver Mikkel Bjørn i en klage til DR. Han kalder ekspertens udsagn falske, grundløse og løgnagtige, og kritiserer, at DR lader en statsbetalt juridisk ekspertkilde “fuldstændig ukritisk” rette alvorlig beskyldninger mod en kendt politiker.

“Ved at lade Ersbøll fremstå som en troværdig ekspert, når hun faktisk fremsætter løgnagtige og tendentiøse anklager, har DR svigtet sit ansvar for at levere objektiv og afbalanceret journalistik. Denne mangel på journalistisk omhu og kritisk granskning har ikke alene vildledt offentligheden, men også uretfærdigt krænket mit omdømme som politiker,” skriver Mikkel Bjørn i klagen.

Støtter ansøger Hamas?

Anledningen er, at Mikkel Bjørn i forbindelse med behandlingen af nye statsborgerskaber har stillet 53 spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). Her nævner han 27 gange ansøgere ved navn, og 12 gange henviser han til ytringer, de er kommet med på Facebook. Det drejer sig blandt andet om en ansøger, der umiddelbart efter Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober lagde budskaber som “Free Palestine” og ”Go dark for Gaza” op på Facebook.

Mikkel Bjørn bad på den baggrund udlændinge- og integrationsministeren garantere, at den pågældende, som et flertal i Folketinget vil tildele dansk statsborgerskab, ikke sympatiserer med Hamas. Men den arbejdsmetode bryder Eva Ersbøll sig ikke om. I rollen som ekspert sagde hun til DR, at “Det er imod almindelige retsstatsprincipper, problematisk og meget usædvanligt,” at tjekke ansøgernes facebookprofiler.

“Ansøgerne er optaget på lovforslag om tildeling af indfødsret, fordi de enten opfylder alle krav, eller fordi et flertal i Folketinget i deres tilfælde har meddelt dispensation fra et eller flere krav. De relevante oplysninger, som optagelsen på lovforslag bygger på, er allerede indsamlet af ministeriets medarbejdere. Det er irrelevant at undersøge forhold, som ikke har betydning for tildelingen af statsborgerskab – og det kan bidrage til en unødvendig udstilling af ansøgerne,” lød det fra Eva Ersbøll.

Dybt skadeligt

Det er udtalelser som disse, der har fået Mikkel Bjørn til at klage. Han mener det både er forkert og dybt skadeligt, at eksperten af DR fejlagtigt får lov at beskylde ham for at bryde loven.

“Ersbølls påstande om, at min praksis med at stille spørgsmål om ansøgere, der er optaget på regeringens forslag om lov om indfødsrets meddelelse, er i strid med lovgivningen, ignorerer fuldstændig, at denne praksis er en integreret del af den parlamentariske proces og i overensstemmelse med grundloven. Hendes forsøg på at male et billede af mig som en lovbryder er ikke alene forkert, men også dybt skadelig”.

“Det er en uomtvistelig og grundlovsfæstet del af retsstillingen, at udlændinge, der ønsker indfødsret, må affinde sig med, at ikke-fortrolige forhold om deres person kan blive genstand for diskussion i Folketinget i forbindelse med lovbehandlingen,” skriver Mikkel Bjørn og påpeger, at Folketingets lovgivningsproces er ikke underlagt forvaltningsretlige principper – og indfødsretsudvalgets arbejde er ikke omfattet af GPDR-reglerne.

Du kan læse hele Mikkel Bjørns klage her