Nyheder

Mikkel Bjørn: Forrykt at Danmark ændrer praksis om kønsskifte udenom Folketinget

”Det er jo forrykt, at man som regering på den måde kan sidde og skubbe aben rundt uden at besvare de spørgsmål, der bliver stillet af Folketinget.”

Sådan siger Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der mildest talt ikke er tilfreds med, at CPR-kontoret pludselig har ændret praksis og nu godkender juridisk kønsskifte hos danske børn, uden at Folketinget har været involveret i beslutningen.

Begrundelsen er, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forpligter Danmark til at behandle sager, fra børn under 18 år, som søger om juridisk kønsskifte. Men sagen burde have været forelagt Folketinget, mener Mikkel Bjørn og Mette Thiesen, der derfor havde indkaldt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i et samråd i sidste uge.

”Er det ikke de danske politikere, der først og fremmest skal tilrettelægge lovgivningen i Danmark, og så kan konventionen sige alle mulige ting, som vi som politikere må tage stilling til, om vi skal rette ind efter. Det ved jeg, at regeringen mener, at vi skal, for vi skal overholde vores forpligtelser. Det er helt legitimt,” siger Mikkel Bjørn, der ikke er enig i at Danmark skal bukke under, for internationalt pres.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde under sidste uges samråd om juridisk kønsskifte. Screenshot fra Folketings-TV

Sophie Løhde henviste til, at hvis man ville drøfte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så skulle man kontakte justitsministeren, men Mikkel Bjørn havde forsøgt at kontakte justitsministeren, men blev henvist til indenrigsministeren. Det bekræftede Sophie Løhde også.

”Som jeg også har understreget flere gange, så er vi her jo fordi det er justitsministeriets vurdering, på baggrund af den seneste praksis, fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en mindreårig, uanset ordlyden af vores CPR-lov, kan have adgang, efter forskellige omstændigheder, til juridisk kønsskifte, også hvis du er under 18 år. Det er vi selvfølgelig nødt til at tage bestik af, fordi vi skal administrere og overholde Danmarks internationale forpligtelser. Det handler om jura, og regeringen har tænkt sig, fortsat at overholde Danmarks internationale forpligtelser,” siger Sophie Løhde.

Hun sagde, at regeringen aktuelt undersøger spørgsmålet nærmere og vil drøfte det med Folketingets partier, når der er truffet en beslutning.