Terrorangrebet på Israel fodrer den konstante, indestængte vrede hos herboende, uintegrerede udlændinge.
For en uge siden blev Israel ramt af flere forfærdelige terrorangreb, hvor galninge fra Hamas bl.a. skød og dræbte tilfældige og fuldkommen uskyldige unge mennesker, som fejrede livet til en musikfestival, og derudover kidnappede terroristerne mere end 100 andre. Deres skæbne er uvis. Herudover rendte blodtørstige terrorister hujende rundt flere steder i Israel og udførte en reel massakre på civile mænd, kvinder, børn og sågar spædbørn. Det er dem, nogle kalder frihedskæmpere. Jeg kalder dem kujoner.
Da røgen fra angrebet dårligt havde lagt sig, og rædslerne langtfra havde bundfældet sig hos os andre, kunne man herhjemme se fejrende islamister, der i biler kørte kortege med hornet i bund og hujende hang halvt ude af vinduerne, mens de vajede med det palæstinensiske flag. De havde en fest. Alle andre normalt fungerende mennesker har stadigvæk kvalme og ubehag over terrorangrebet.
Dagen efter terrorangrebet samlede sympatisører sig herhjemme fra bl.a. Hizb ut-Tahrir for at vise støtte til palæstinenserne. Rundtom i ghettoerne lader uromagere røre på sig, bl.a. med afbrændinger af, hvad de nu kan finde. Uroligheder, som grangiveligt vil forstærkes, i takt med at Israel forstærker de militære aktioner i Gaza. Mens andre indhyllet i palæstinensiske flag fjerner blomsterne foran den israelske ambassade.
De vil alle sammen være med i festen om at hade Israel og manifestere deres egen identitet som utilpassede islamister. Og det lykkes til fulde.
Alle sammen er det mennesker, som når det lige passer sig, kalder sig danskere. Men deres egentlige tilhørsforhold skinner gennem bedraget, og de springer ud som dem, de egentlig er: rendyrkede islamister med et voldsomt had til Danmark, Vesten og vores levevis. Og i særdeleshed Israel og jøder.
Men dagligt er de her og omgås os – når de altså ikke stortrives i deres egne parallelsamfund, hvor de kan bakke hinanden op i, at danskernes levevis er ”haram” eller uren – altså ikke tilladt jf. Koranens strikse love og regler. For her ønsker de ikke, at det skal være demokratiet, der skal bestemme, hvis de får magt, som de har agt. Nej, her er det drømmen om den islamiske sharia, der holder dem i live. Altså Allahs strenge love fremfor menneskets demokratisk valgte.
Det løber mig mere end koldt ned ad ryggen at vide, at disse mennesker er nogle, vi som land har taget imod med alt, hvad det indebærer af sociale velfærdsydelser, hjælp og støtte.
At en stor del af dem er født og opvokset her i landet, hvor de som børn har leget i boligkvartererne. Gået i danske – eller islamiske – skoler. Blevet mødt af dansk venlighed og forståelse af velmenende pædagoger, lærere og sagsbehandlere, for deres til tider afvigende adfærd grundet deres ih så vanskelige livssituation. Været på danske arbejdspladser. Brugt vores sundheds- og velfærdssystem.
Og så alligevel er de stadigvæk sådan indrettet, at de hader alt det, som vi her i landet står for, og som de dermed bekæmper. F.eks. i ghettoerne med daglig utryghed for helt almindelige danskere. Bandekriminalitet. Massiv social kontrol i hjemmet, men også over for andre i det offentlige rum. Social svindel med dansk velfærd. Og ikke mindst ved at leve i selvvalgte parallelsamfund med egne normer, regler og kultur.
Politisk kan alle de politikere, der ønsker det, stille sig i kø ved håndvasken og sige, at de i den grad går ind for en stram udlændingepolitik, og at de er glade for, at Dansk Folkeparti altid har råbt op om ulemperne ved indvandringen. Problemet er stadigvæk, at det, der kendetegnes som en stram udlændingepolitik, ikke er det samme, som partier fra Danmarksdemokraterne hen over Socialdemokratiet til Socialistisk Folkeparti mener er en stram udlændingepolitik, og hvornår man er integreret. Langtfra.
For at man arbejder, taler dansk og ikke begår kriminalitet, gør hverken en dansk eller velintegreret.
At være dansk handler om meget mere end det. Det handler om, at man helhjertet stempler ind på danske værdier, normer og kultur, herunder accepterer fuldkommen ligestilling mellem kønnene, accepterer andres seksualitet, ønsker ytringsfrihed, herunder mulig forhånelse af ens hellige bog, og selvfølgelig ikke mindst mener, at demokratiet er den styreform, Danmark skal have – og ikke f.eks. sharia med alt, hvad det indebærer.
Er det ikke tilfældet, ja, så er man ikke dansk og hører ikke til her og bør pakke sine ting og rejse til et sted, hvor man hører mere hjemme.
Men det er ikke sådan, det ender, for disse mennesker trives med det danske velfærdssystem, som giver dem daginstitutioner, uddannelse, sundhedsvæsen og økonomisk støtte på et niveau, som de aldrig vil kunne få i de lande, hvis udemokratiske styreform de allermest billiger. Derfor bliver de her – samtidig med at de bekæmper vores levevis og demokrati.
Skammeligt.