Nyheder

Nyt DF-udspil: Pengene skal følge patienten

DF vil give behandlingsgaranti fra første dag på udvalgte områder. Forslaget er med i et kommende sundhedsudspil. ”Uanset om du er rig eller fattig, skal du have den rigtige behandling fra dag ét,” siger sundhedsordfører Mette Thiesen

Pengene skal i langt højere grad følge patienterne. Det mener Dansk Folkeparti, som foreslår, at behandlingsgarantien skal gælde fra dag ét på en række udvalgte områder. Det vil betyde, at patienterne frit skal kunne mellem offentlig og privat behandling, så snart
de er udredt.

DF er på vej med et større sundhedsudspil, men på sommergruppemødet i Sønderborg i august præsenterede sundhedsordfører Mette Thiesen partiets ambitioner på sundhedsområdet. Her står behandlingsgarantien som noget helt centralt:

”Det vigtigste er at sikre, at danskerne – uanset om du er rig eller fattig, høj eller lav – kan få den rigtige behandling fra dag ét, og at pengene følger med, så du ikke skal have penge op af lomme. Hvis du ikke kan få en tid med det samme i det offentlige, så skal du kunne gå ud i det private, hvor der er masser af ledig sengekapacitet. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er dem, der har råd til en privat sundhedsforsikring, der kommer forrest i køen,” siger Mette Thiesen, som mener, at forslaget vil skabe et mere effektivt system med kortere ventetider og bedre arbejdsmiljø.

“Det vil jo betyde, at man ikke længere har så travlt på de offentlige sygehuse, så dér vil man få tid og ro til bedre at strukturere tingene, så sygeplejerskerne får mere tid til at udføre deres arbejde,” siger Mette Thiesen.

En reel behandlingsgaranti kræver, at sundhedsvæsenet kan fastholde og rekruttere ansatte. Derfor foreslår DF en bred vifte af værktøjer, blandt andet: Lønløft, fastholdelse af seniorer, indsats for at få de mange sundhedsuddannede, der har forladt branchen, tilbage.

FAKTA: DF FORESLÅR

1. BEHANDLINGSGARANTI FRA DAG ÉT
Pengene skal i langt højere grad skal følge patienten i sundhedsvæsenet. Udrednings- og behandlingsgarantien skal over en årrække derfor omlægges til at gælde fra dag ét på en række udvalgte områder.

2. FORBEDRET KLAGESYSTEM
Alt for mange danskere opgiver at klage over behandling i sundhedssystemet, fordi klagesystemet er uoverskueligt. DF vil have igangsat et arbejde, der skal forenkle klagesystemet og gøre det lettere for patienterne at løfte bevisbyrden, når de eksempelvis søger erstatning.

3. NÆRHED – FAST FAMILIELÆGE TIL ALLE
Alt for mange danskere står uden fast familielæge. Det er ikke rimeligt. Dansk Folkeparti vil derfor bl.a. arbejde for bedre fordeling af uddannelsesstillinger, midler til at læger i lægedækningstruede områder kan ansætte andet personale, holde danske læger i Danmark mv.

4. FOREBYGGELSE
Dansk Folkeparti vil blandt andet arbejde for:
– Medicintilskud til fedmemedicin
– Gratis vaccine mod lungebetændelse til ældre og udsatte danskere
– Ingen børn skal begynde at ryge