Dansk Folkeparti vil have fjernet den officielle anerkendelse af Det Islamiske Trossamfund. Det sker efter en række ekstreme udtalelser fra ekstremister i trossamfundet, hvor der blandt andet bliver opfordret til jihad og etableringen af en islamisk stat i Danmark.
”Det er vores anskuelse at enhver muslim, der hævder, at nogle af de andre eksisterende religioner i dag – foruden Islam – er acceptable – såsom Jødedom og Kristendom, osv. Er vantro. Han skal anmodes om at angre, og vis han ikke gør det, skal han dræbes som apostat – (en frafalden), fordi han forkaster Quranen.”
”Etablér en islamisk regering og opførsel i dit hjerte og den vil også blive etableret i dit land. Et land vil aldrig fostre en go leder, hvis flertallet af indbyggerne er uvidende og dårlige mennesker, der har glemt den almægtige Guds (Allah) retledning og sande vej.”
Sådan lyder et par citater fra materiale uddelt af Det Islamiske Trossamfund. Det er helt vanvittigt, mener Dansk Folkeparti, som har lavet et beslutningsforslag, der går ud på at fjerne den officielle anerkendelse af trossamfundet.
Hylder jihad
Forslaget rummer en stribe eksempler på ekstremisme i Det Islamiske Trossamfund.
En af udtalelserne kommer fra islamisten Niels Mikkelsen, der den 20. oktober 2023, afholdt en prædiken, hvor han opfordrer til jihad. Derfor mener DF, at det er ”bydende nødvendigt” igen at rette blikket mod de ekstreme islamiske organisationer i Danmark. Partiet mener endda, at nogle af disse organisationer, prædiker imod dansk lovgivning.
Dette får Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, til at sætte spørgsmålstegn ved anerkendelsen af trossamfundet, i Folketingssalen.
”Er det kun forslagsstillerne, der forstår citaterne på den måde, at der her såkaldte fredelige muslimer, der uddeler materiale på Gammeltorv, mener, at en islamisk stat skal oprettes her i Danmark? Hvis ikke den opfordring er tydelig nok, hvad skal der så til for at komme på politiets overvågningsliste? Kan man vitterligt bo i Danmark og opfordre til at vælte vores styreform, demokratiet og etablere en islamisk stat. For forslagsstillerne ser det sådan ud,” sagde han forleden fra Folketingets talerstol.
Mikkel Bjørn konstaterer, at Det Islamiske Trossamfund opfordrer til handlinger, der er i direkte modstrid med dansk lovgivning og demokratiske værdier.
Med beslutningsforslaget understreger DF, at det ikke er muligt at opretholde anerkendelsen af et trossamfund, der byder ekstremistiske synspunkter velkommen, opfordrer til lovbrud og i sidste ende vil afskaffe demokratiet som vi kender det.