Dansk Folkeparti har sikret en aftale, der skal gøre benzin og diesel to kroner billigere per liter i hele 2027. Vi følger dermed op på en central mærkesag fra valgkampen.
Det skal ikke koste en formue at komme på arbejde, hente børn og besøge familien. Derfor gjorde vi lavere afgifter på benzin og diesel til et afgørende krav i forhandlingerne om regeringens nye skatteaftale.
For mange danskere er bilen en nødvendighed. Arbejdstider, afstande og familiens hverdag passer ikke altid med bussernes køreplaner. Med aftalen giver vi bilisterne en konkret lettelse og mere luft i budgettet.
Fra valgløfte til handling
Danskerne skal kunne regne med, at vi arbejder for det samme efter valget som før valget. Derfor tog vi løftet om billigere brændstof med til forhandlingsbordet og gjorde det til en betingelse for vores opbakning.
Dansk Folkeparti er det eneste blå parti med i aftalen. Selv om vi står uden for regeringen, har vi brugt vores indflydelse til at trække den i vores retning.
For selv med en ræverød regering leverer vi på, hvad vi lovede inden valget.
Vi er stolte af resultatet. Vores ambitioner for billigere brændstof rækker længere, men nu har vi sikret en aftale, som kan mærkes ved tanken.