Nyheder

Grænsen for klimasocialisme er ved at være nået

Grænsen for klimasocialisme er ved at være nået

De seneste år har været hårde for de fleste danskere. Og nej – jeg tænker ikke blot på corona-pandemien og krigen i Ukraine. Jeg tænker faktisk først og fremmest på den klimapolitik, som konstant lægger nye afgifter, skatter og reguleringer ud på os danskere og de danske virksomheder. En syndflod af begrænsninger, som konstant gør det sværere for helt almindelige danskere at få hverdagen til at hænge sammen og sværere for vore virksomheder at fastholde arbejdspladserne her i landet.

For at bare at nævne en håndfuld af de byrder, der i klimaets navn er kommet til på det sidste: dieselafgift, CO2-afgift på industrien, afgifter på flybilletter, lastbilafgift, elafgift, ejerafgift og nå ja, så er der også lige varslet et totalt forbud mod salg af dieselbiler.

Men rundt om hjørnet venter der så endnu en afgift – nemlig på landbruget, som regeringen frem mod EU-valget har parkeret i en såkaldt trepart i håb om, at den måske kan glide nemmere ned. Men det kommer ikke til at ske. For uanset hvordan man vender eller drejer det, vil en CO2-skat på landbrug føre til nedlukning af dansk produktion, udflytning af arbejdspladser og endnu en fordyrelse af danskernes fødevarer. I øvrigt direkte i strid med statsministerens valgkampsløfte – hvis der er stadig er nogen, som går op i den slags…

Alt dette står i skærende kontrast til den klimaaftale, Dansk Folkeparti var med til at indgå tilbage i 2019. Selvom vi – dengang som nu – var skeptiske over for kravet om en 70% reduktion af den menneskeskabte CO2, valgte vi at gå med. Først og fremmest fordi vi fik en række garantier ind i aftalen:

”Indfrielsen af Danmarks klimamål skal ske så omkostningseffektivt som muligt”, står der eksempelvis. Der lægges vægt på ”bæredygtig erhvervsudvikling”, ”dansk konkurrencekraft”, ”sammenhængskraft og social balance”, ligesom der direkte står, at ”danske tiltag ikke blot [må flytte] hele drivhusgasudledningen uden for Danmarks grænser”. Det var fine ord, som i dag er svære at få øje på i den førte klimapolitik.

Da vi indgik klimaaftalen, havde vi håbet, at de andre partier ville tage disse hensyn alvorligt. Det sker ikke. Tværtimod moser man på med nye skatter og afgifter – helt uden hensyn til den sociale balance eller konkurrenceevnen. Og man ødelægger store dele af vores natur med enorme anlæg af vindmøller og solceller, som med 30-årige kontrakter efterlader varige men på vore landskaber.

Det var ikke, hvad vi aftalte. Og Dansk Folkeparti er derfor kommet til en korsvej. I Berlingske stiller vi regeringen et ultimatum: Hvis en kommende CO2-afgift på landbrug flytter så meget som én arbejdsplads mere ud af Danmark eller forøger fødevarepriserne det mindste, så er vi ude. Ikke bare af forhandlingerne om denne nye afgift. Men af hele klimaloven. Vi vil ganske enkelt ikke længere stå på mål for dette rent ideologiske korstog, helt ude af trit med den hverdag, som langt de fleste danskere lever. Klimaideologi er rød politik i grønne klæder. Og det kan aldrig blive DF-politik.

Gavner det klimaet, at vi har færre grise og køer i Danmark, hvis de bare flytter til Tyskland og Polen i stedet for? Nej.

Gavner det klimaet, at vi ødelægger vores smukke natur med golde ødemarker af solceller og kæmpe-vindmøller, samtidigt med at Kina bygger to nye kulkraftværker om ugen? Nej.

Gavner det klimaet, at vi har afgifter på plastikposer og forbud mod sugerør, når folk i Asien og Afrika tømmer lastbil efter lastbil direkte ud i havet? Nej!

Helt ærligt – Danmark står for en tusindedel af klodens CO2-udslip. Kina står for en tredjedel. Alligevel er det os – den helt almindelige dansker – der igen og igen skal betale. Derfor siger vi stop.

Vi vil gerne passe godt på vores miljø og den skønne danske natur. Det skal vi gøre ved at udvikle teknologi, som er bedre, billigere og grønnere end den teknologi, vi har nu. Om få år findes den nye, sikre og rene kernekraftsteknologi, som ikke bare er dansk udviklet, men også er et langt bedre alternativ til vindmøller og solceller. Lad os omfavne denne nye teknologi.
Vi skal passe på miljøet, og vi skal sænke vores CO2-udslip. Det er vi også godt i gang med.

Men i Dansk Folkeparti siger vi nej til dyrere fødevarer, udskamning af bilejere og forringelser af vore arbejdspladser. Det skal ikke være dyrere at være dansker. Hverken i klimaets – eller nogen af andre ideologiers – hellige navn.

Med venlig hilsen,
Morten Messerschmidt