Vi mener

  • Dansk Folkeparti ønsker en sund samfundsøkonomisk balance.
  • Vi vil sikre, at danskerne får en velfærd, der modsvarer den høje indkomstskat.
  • Danmark skal bevare kronen som møntfod og den økonomiske magt.
  • Dansk Folkeparti vil lukke kassen for velfærdsydelser til udlændinge.

Vi holder fast i den økonomiske magt

Finanspolitikken sætter rammen for de offentlige indtægter og udgifter, styrer den økonomiske aktivitet i samfundet og fastlægger rammerne for den økonomiske fordeling i samfundet.

Det er en ufravigelig betingelse for, at samfundet fungerer harmonisk, at de finanspolitiske beslutninger udformes i nøje overensstemmelse med samfundets pengepolitik, strukturpolitik og indkomstpolitik.

Dansk Folkeparti mener, at det er en afgørende forudsætning for en sund økonomi, at Danmark bevarer den økonomiske magt. Det er hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti har afvist – og fortsat vil afvise – Danmarks deltagelse i den fælles europæiske valuta Euro. Dropper vi kronen, flytter vi den økonomiske magt over Danmark til udenlandske politikeres og embedsmænds hænder.

Dansk Folkeparti er bevidste om, at et moderne samfund forudsætter en effektiv og velfungerende offentlig sektor og en sund økonomisk balance.

For at borgerne fortsat vil vise vilje til at betale en forholdsvis høj indkomstskat, er det nødvendigt, at befolkningen føler, at den del af indkomsten, der tilfalder offentlige myndigheder, også anvendes på en fornuftig måde. Forudsætningen for at kunne opretholde velfærdsstaten er, at samfundet fortsat bærer præg af en høj grad af solidaritet og sammenhængskraft. Hvis borgerne får en fornemmelse af, at personer lukrerer uretmæssigt på de offentlige ydelser, reduceres viljen til at betale en høj indkomstskat. Det samme er tilfældet, når indvandrere kommer til landet og straks får del i de offentlige ydelser, som danskerne i årevis har betalt skat for at kunne finansiere.

Dansk Folkeparti ønsker at føre en finanspolitik, der sikrer forbindelsen mellem det, borgerne betaler til den offentlige sektor, og det, som borgerne ønsker, at det offentlige skal levere.

Indvandringen har sin pris

Indvandringen med ikke-vestlig baggrund og efterkommere koster Danmark årligt mere end 30 mia. kr. Det går ud over velfærden og sammenhængskraften i Danmark.

Dansk Folkeparti ønsker at nedbringe indvandringens økonomiske omkostninger ved at lukke kassen for velfærdsydelser til udlændinge.

Dansk Folkeparti vil derfor afskaffe det ekstra børnetilskud til udlændinge og gøre det markant sværere for udlændinge at få adgang til SU, børnetilskud og andre velfærdsydelser såsom dagpenge, boligtilskud og tandlægetilskud.

Formålet er at gøre det mindre attraktivt for flygtninge og indvandrere at søge til Danmark. DF vil desuden gøre op med det urimelige i, at udlændinge, herunder borgere fra andre EU-lande, efter kort tid i Danmark kan få del i ydelser, der er finansieret af og tiltænkt danskere borgere.

Derfor foreslår Dansk Folkeparti, at der indføres et optjeningsprincip for adgang til sociale ydelser. DF foreslår, at udlændinge skal have opholdt sig i Danmark i mindst syv ud af ti år, før de kan få adgang til eksempelvis børne- og ungeydelse eller SU. Vi mener, det kun er rimeligt, at man som tilflytter til Danmark skal bidrage, før man kan få del i danske velfærdsydelser.