Nyheder

Årets møde – årets fest

Årets møde – årets fest

Lørdag går det løs. Og jeg glæder mig. Ja, faktisk har jeg længe glædet mig til netop dette DF-årsmøde. For hvor har vi meget at samles om, at glæde os over – og ja, fejre!

Tænk, hvor er der sket meget bare det seneste år. Og tænk, hvor har vi nået meget. Vi har fået vores partiorganisation op i gear, vi har flyttet vores partikontor til Ejstrupholm, vi har taget dagsordenen på Christiansborg og lanceret det ene politiske udspil efter det andet. Og det på et bagtæppe, sidst vi mødtes, der bestemt ikke varslede en rosenrød fremtid. Men når vi lørdag mødes, er det i en organisation, en folketingsgruppe og en hovedbestyrelse, der sprudler af energi, kreativitet og optimisme. Så ja – vi har god grund til at glæde os!

For første gang har vi valgt at gøre årsmødet til et én-dagsmøde. Det betyder til gengæld, at festen lørdag aften kan vare lidt længere – ja, principielt til den lyse morgen, hvis man har lyst. Fra ledelsens side kan jeg i hvert fald sige, at vi har gjort vores bedste til at skabe et brag af en fest. Men inden da har vi et møde, spækket med gode talere – og ikke mindst det centrale valg af kandidater til EU-valget næste år. Fra folketingsgruppens side har vi indstillet Anders Vistisen som spidskandidat. Men han kan ikke gøre det alene. Og jeg er så glad for, at knap tyve kandidater har meldt sig til også at stå på listen – og give eurokraterne kamp til stregen, når slaget skal stå næste sommer.

Også på det organisatoriske plan er vores parti i udvikling. Allerede sidste år gennemførte vi en demokratisering af vores vedtægter og udvidede blandt andet hovedbestyrelsen til 21 medlemmer, så at alle regioner nu har deres eget lokalt valgte medlem. Nogen advarede imod en udvidet hovedbestyrelse; men i dag er vi vist alle enige om, at det har været en kæmpe gevinst. Dansk Folkeparti skal først og fremmest være medlemmernes parti. Derfor er det logisk, at vore medlemmer regionalt også vælger deres repræsentant i partiets ledelse. Efter årsmødet 2022 blev der nedsat en arbejdsgruppe, hvor Hartvig Sørensen (Aalborg), Kurt Andersen (Esbjerg), Knud Mathiesen (Århus), Christian Sødergren (Egedal) og John B Hansen (Guldborgsund) har arbejdet med, om noget skulle tilpasses. Der er kommet et forslag, hvor man blandt andet vil tage retten til at vælge de regionale hovedbestyrelsesmedlemmer væk fra medlemmerne og lægge alene hos lokalformændene. Det er blevet drøftet i Hovedbestyrelsen, hvor der er enighed om, at den nuværende model fungerer godt. Der skal derfor lyde en kæmpe tak for arbejdet til medlemmerne af udvalget, men blandt andet på den baggrund indstiller hovedbestyrelsen, at man stemmer nej til forslaget. Alt det vil dog blive gennemgået på lørdag.

Først og fremmest skal årsmødet nemlig handle om politik. Og jeg er glad for at kunne mærke, hvordan stadig flere danskerne igen bakker op om Dansk Folkepartis politik. Medlemsfremgangen er igen i en god gænge – efter en turbulent tid. Ved års start valgte vi derfor lidt forsigtigt at håbe på, at vi i 2023 ville ende med et medlemstal på 6600. Heldigvis er vores forventninger blevet overgået af mange længder. Alene den seneste måned har vi tegnet over 100 ny medlemmer – og det fortsætter i den rigtige retning. Så ja – vi har meget at glæde os til og glæde os over.

Alt dette kommer naturligvis ikke af ingenting. Det kommer fordi vi igen i Dansk Folkeparti har fundet det gode humør, fællesskabet og arbejdslysten. Ved sommergruppemødet fremlagde vi en helt ny model for, hvordan Danmark bør beskytte sin grænse og indføre fyldt asylstop. Dette var kun endnu et af mange politiske initiativer. På Christiansborg er det os, der har italesat de ældres forhold og talt dunder imod nedskæringerne, der desværre sker mange steder kommunalt. Det er os, der om nogen har forsvaret ytringsfriheden og vores helligdage. Ja, sidst det blev opgjort sad Dansk Folkeparti faktisk på mere end 10% af den politiske omtale. Det er ikke helt dårligt for et parti, der for tiden ”kun” har syv folketingsmandater.

Jeg glæder mig derfor til at se jer i weekenden.

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt