I dag den 8. juni er i virkeligheden en sorgens dag. Det er nemlig præcis 40 år siden for begyndelsen til Danmarks afvikling. Nemlig den dag, hvor et politisk flertal med den konservativt ledede firkløverregering i spidsen fik sat verdens mest liberale udlændingelov i kraft: Udlændingeloven af 1983. Kun det daværende Fremskridtsparti med mig i front stemte selvfølgelig imod lovforslaget.
Sidenhen har Folketinget heldigvis strammet den vedtagne lov, men vi er langtfra i mål. For migranter, familiesammenførte og flygtninge kommer stadigvæk her til vores land med uoverstigelige problemer til følge.
Ishøjs socialdemokratiske borgmester Per Madsen advarede allerede i 1976 i Berlingske Tidende om, at de daværende næsten 10 pct. udlændinge i kommunen var for mange. I Ishøj bor der i dag 40 pct. med udenlandsk baggrund. Knap 70 pct. af de nyfødte har en mor med udenlandsk oprindelse. 33 pct. af Ishøjs langtidsvarige kontanthjælpsmodtagere er borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Og Ishøj er den kommune med den største andel af folkeskoleelever med udenlandsk herkomst. Mere end 50 pct. af eleverne i Ishøj er tosprogede.
Borgmesterens advarsler blev dermed ikke hørt. Eller det gjorde den. Men der blev ikke gjort noget, for allerede dengang var der en helt uhørt berøringsangst over for indvandringen. Danmark skulle nemlig være et humanitært foregangsland. En rolle, Sverige sidenhen har overtaget. Og se bare på, hvilke problemer de slås med. Sverige har f.eks. syv gange så mange skuddræbte, som Danmark har. For der var – desværre – en stor velvillighed til at kompromittere danskernes levevis netop ved at invitere alverdens mennesker her til landet. Mennesker, som sidenhen har vist sig i alt for stor stil at være ikke-integrerbare. For indvandringen har medført gnidninger, kriminalitet, ghettoer, parallelsamfund og forandringer af vores samfund, som ganske få turde erkende dengang.
Parolen var, at med tiden skulle de nok lade sig integrere, og derfor stillede man ikke rette krav til dem. Man troede naivt på, at ved at de så, hvor dejligt et land og samfund vi havde, så ville de lade sig integrere. Altså at de ville tilegne sig vores kultur. Vores normer. Vores lighed mellem kønnene. Vores samhørighed. Og ikke mindst vores demokratiske sindelag. Man forstod ganske simpelt ikke, at sådan skulle det ikke gå. Tværtimod.
For indvandrerne tog i stor stil deres egne normer og levevis med til Danmark. Og lod det gå igennem til de kommende generationer. Dvs. både anden-, tredje- og fjerdegenerationsindvandrerne, altså også dem, der er født og opvokset i Danmark og har gået i danske skoler, lever og tænker, som var de i deres forældres og bedsteforældres hjemlande.
Og intet tyder på, at de bliver mere integreret med generationerne. Det viser flere undersøgelser. F.eks. mener 4 af 10 muslimer, at dansk lovgivning skal bygge på Koranen. 1 af 10 mener, at det udelukkende er Koranen, loven skal basere sig på. Altså ren sharialov såsom stening, piskning, håndsafhugning, hængning af homoseksuelle osv.
Den tidligere idé om, hvad integration egentlig betyder, er med tiden blevet mere slap. Og det måske med en stilsigende erkendelse af, at de her mennesker aldrig rigtig bliver integreret. Nu er det nok for mange, hvis indvandrerne arbejder, taler dansk og ikke er kriminelle.
Må jeg blot minde om, at den mest formørkede islamist i den lokale moské jo sådan set både kan arbejde, tale dansk og ikke begå kriminalitet. Men det gør ham bare ikke integreret og gør ham dermed ikke dansk – og det, uanset om han så har fået erhvervet sig det danske statsborgerskab. For det at blive integreret og dermed dansk indbefatter jo så meget mere. Helt grundlæggende handler det om at tage landet fuldhjertet til sig.
Trods man kun havde en egentlig indvandring fra 1967 til 1973, var skaden allerede sket. For dels var der kommet mange i den periode, og de, der var her, kunne få familien hertil under familiesammenføringsreglerne. Og dels er der sidenhen kommet et stort antal flygtninge og migranter. Det sørgede særligt Udlændingeloven fra 1983 for.
I 1980 udgjorde indvandrere og efterkommere med ikkevestlig oprindelse 1 pct. af Danmarks befolkning. Nu er andelen på 10 pct. Og dem, der er her, bosætter sig i områder med mange andre udlændinge. Dermed opstod ghettoerne. Og de lever, som generationer før dem har levet: langt væk fra danske værdier og sædvane.
Når der bliver sagt, at udlændingeproblemerne ikke længere er eksisterende, må jeg bare sige: Der tager de fuldkommen fejl. Og de samme, som ikke mener, der er nogle særlige integrationsproblemer i dag, er samtidig dem, som mener, at integration rimer på særhensyn.
Men med særhensyn får man parallelsamfund. Så det er faktisk det stik modsatte, der sker: Desto flere særhensyn, man kræver, desto mindre integreret er man, og ønsker man at blive. Desto flere særhensyn, man tillader, desto mere friholder man udlændingene fra at lade sig integrere. Og desto flere, der kommer hertil, som har særlige ønsker for, hvordan vores samfund skal indrettes, desto større held får de med at få disse særkrav indført.
Så vil man, at de, der kommer hertil, i det mindste tilegner sig Danmark og vores måde at gør tingene på, ja, så dropper man alt, hvad der hedder særkrav. Dvs. dropper alt om kønsopdelt svømning, manglende lighed mellem kønnene, halalkød, islamiske tørklæder, osv. osv.
Alt dette er en afledt konsekvenser af, at Danmark i alt for mange år har været naive, ift. hvilken påvirkning indvandringen har på Danmark. Og selvom flere partier i dag udråber sig selv som værende strammerpartier, så siger de stadigvæk ja til f.eks. at tillade kønsopdelt svømning, halalkød i offentlige institutioner, at børn og ansatte i grundskolen kan og må bære islamiske tørklæde og ikke mindst barnebrude i Danmark.
Udlændingeloven fra 1983 er helt grundlæggende det største politiske svigt, politikerne har udsat danskerne for. Og den kombineret med forskellige internationale konventioner, som umuliggør, at Danmark kan føre den politik, vi selv ønsker.
Konsekvenserne af alt for mange års total naiv og forfejlet udlændingepolitik er årsagen til, at Danmark er negativt forandret for evigt. Konsekvenser, vores kommende generationer skal leve videre med. Udelukkende fordi vi i allerbedste danske naivitet og godhed ikke fik sagt fra i tide. Og desværre stadig ikke gør det.