Når sommeren holder sit indtog i det danske land, og danskerne drosler ned på de daglige gøremål særligt i sommerferien, så er det ikke ualmindeligt, at politikerne finder på at sende politiske prøveballoner op. Fordelen med dem er netop, at ikke alt for mange bemærker dem, men samtidig kan de give et fingerpeg om, hvordan danskerne modtager de politiske meldinger. Og danskerne er jo også ens eget partis medlemmer, så man ad den vej finder ud af, hvordan ens bagland ser på nye politiske udmeldinger, hvis man ikke ellers har en fornemmelse af, hvordan de tænker og ønsker.
Sådan en prøveballon sendte den socialdemokratiske politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen op forleden, med et budskab om, at danskerne skal spare op til egen ældrepleje. Altså et totalt opgør med det danske velfærdssystem og dermed en armlægning med det socialdemokratiske grundlag om et stærkt og ligeligt velfærdssamfund.
Og når en politisk ordfører fra det regeringsparti som sidder på statsministerposten, melder sådan noget ud, så er det ikke bare løse strøtanker, som Rabjerg Madsen selv forsøger sig med, når han påstår, at de »stod for egen regning«.
For selvfølgelig vil han aldrig komme med den slags udtalelser uden at have klappet det af med sin chef, statsminister Mette Frederiksen. For er det ikke socialdemokratisk politik, vil en sådan udmelding skade mere end den gavner. Og så var han færdig på den post og måtte tage til takke med en plads bagest i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Det ved han udmærket godt.
Forslaget – dog i en lidt anden form – kom allerede i foråret, hvor tidligere statsminister og nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen foreslog, at de rigeste danskere skulle spare op til deres egen ældrepleje. Men det var ikke noget, der skabte de store overskrifter, for Løkkes liberale tilgang til politik er velkendt.
Dermed var det tid til at give den en tand mere og sende en loyal løjtnant i byen og løfte debatten endnu engang. Nu bare med statsministerens parti som idémand.
Statsministeren er her et par dage efter lidt mere afdæmpet, men bestemt ikke afvisende: »Jeg hører vores ordfører starte en nødvendig debat om, hvordan fremtidens velfærd skal se ud,« sagde Mette Frederiksen.
Det er jo heldigt for den socialdemokratiske ordfører, at statsministeren ikke brutalt hældte ham ned ad brættet og understregede med syvtommersøm, at det ikke er socialdemokratisk politik.
Og nej, det gjorde hun selvfølgelig ikke, for Rabjerg Madsen er ikke uden hendes viden og accept gået til medierne med sit eget lille personlige forslag. Sådan fungerer politik på det niveau ikke. Og slet ikke for en politisk ordfører, som jo trods alt tegner sit partis politik.
På dette niveau er der ikke en privat-Christian Rabjerg Madsen. Ligesom der heller ikke tidligere har været en statsminister, som pludselig skulle være blevet til privat-Lars (Løkke Rasmussen), når der skulle redegøres for de forhold, statsministeren havde til storfiskerne, de såkaldte kvotekonger, for nogle år siden.
Men det korte af det lange: Det ,som regeringen barsler med, er i sin egentlige grundform et opgør med det velfærdssamfund, som vi kender, nemlig det, hvor alle uanset nuværende økonomiske formåen kan blive sikret en ligelig, ordentlig og fair ældrepleje, når den tid kommer. Og ja, der er absolut behov for forbedringer af vores offentlige ældrepleje. Så lad os diskutere det i stedet.
Men derfra og så til at foreslå, at vi fremover skal betale ældreplejen selv, er et grundlæggende opgør med hele vores velfærdssamfund. Det velfærdssamfund, som socialdemokratiet ellers selv mener, de stod bag. De er i al fald i færd med at rive det ned. Skammeligt.
