Nyheder

DF vil beskytte børn mod klanfamilier

Dansk Folkeparti foreslår, at det skal være muligt for myndighederne at tvangsfjerne børn, der vokser op i stærkt kriminelle klanfamilier. Forslaget skal forhindre, at kriminalitet går i arv gennem generationer.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede tidligere i år at sidestille multikriminelle familier med bander, så politiet kan bruge samme værktøjer som i indsatsen mod rocker- og bandemiljøet. Dansk Folkeparti foreslår nu at udvide værktøjskassen, så myndighederne kan handle endnu mere effektivt.

– Vi har set nogle helt uhyrlige historier om de her kriminelle klanfamilier, der belaster både kommuner og staten voldsomt økonomisk. Midler som burde komme almindelige borgere til gode, siger Mikkel Bjørn.

Dansk Folkeparti foreslår, at det skal være muligt at tvangsfjerne børn alene med henvisning til, at de vokser op i et ekstremt kriminelt miljø.

– Nu handler det jo ikke om, hvorvidt ens forældre er søde og venlige. Det handler om det miljø, børnene opvokser i. Opvokser man i et klanfamiliemiljø, hvor man opdrager sin familie til og lærer sin familie om kriminalitet og lovbrud, er det ikke et miljø, som man skal opvokse i, siger Mikkel Bjørn.

Ud over muligheden for tvangsfjernelse foreslås det også at give myndighederne mulighed for at beslaglægge ejendom og værdier fra disse familier, hvis de ikke kan dokumentere, hvordan de er erhvervet.

– Ofte er det her jo familier, der lever med dyre biler og genstande, men som ikke har nogen mulighed for at forklare, om de penge der er brugt, er tjent lovligt,” lyder det fra Mikkel Bjørn.

For Dansk Folkeparti handler det om at bryde med en kriminel kultur, før den føres videre til næste generation.

– “Vi er nødt til at rive problemet op ved roden, så kriminaliteten ikke går videre fra generation til generation. Det gør vi selvfølgelig bedst ved at sørge for, at der ikke er nogen mulighed for at give den kriminelle adfærd og kultur videre til de næste generationer,” afslutter Mikkel Bjørn.

Ifølge Rigspolitiet findes der 35 kriminelle familier i Danmark. Tilsammen har de 636 familiemedlemmer, hvoraf 119 er registreret i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED).

 

Udspillets konkrete initiativer 

  • Klanfamiliers kriminalitet skal sidestilles med bandekriminalitet, hvorved der indføres en ny bestemmelse i straffeloven, hvori det tydeliggøres, at domstolene skal kunne idømme klanfamiliekriminalitet som efter straffelovens 81 a – den såkaldte bandeparagraf.
  • Der skal oprettes et egentligt familieklanregister, svarende til det eksisterende banderegister, hvori der skal forefindes informationer om familiemæssigt tilknyttede personer med domme for kriminalitet.
  • Udvisning ved klanbaseret kriminalitet så loven vil give mulighed for administrativ at udvise hele familien, hvis de begår familieklankriminalitet. Dette uanset om de har dansk statsborgerskab.
  • Familieklanklubhus- og zoneforbud hvor politiet får hjemmel til at give klanfamilier opholdsforbud på specifikke ejendomme, adresser og geografiske områder – inspireret af rockerklubhus-forbuddet. Her skal det være muligt at give et varigt zone- og opholdspåbud.
  • Økonomisk bekæmpelse af klanernes indflydelse gennem skærpet kontrol og konfiskation af midler fra personer i klanstrukturer, hvor indkomsten ikke kan forklares. Myndighederne skal have hjemmel til at beslaglægge aktiver og kontanter ved ubegrundet formue, hvis medlemmet indgår i klanregisteret.
  • Tvangsfjernelse af klankriminelles børn, hvorved de sociale myndigheder forpligtes til at reagere straks, når børn vokser op i stærkt kriminelle klanmiljøer, uden at det skal begrundes i manglende forældreevne, men udelukkende i barnets tarv om ikke at opvokse i stærkt kriminelle familiestrukturer.
  • Strafnedsættelse og evt. straffrihed for familiemedlemmer der forlader klanen og vidner mod familiestrukturen ift. domsfældelse – inspireret af kronvidneordningen.