Forårsstemning i DF: Invitation og ny næstformand
Politisk er Dansk Folkeparti kommet rigtigt godt ind i den ny valgperiode. Både lokalt og nationalt vælger stadig flere at tilslutte sig vores parti, ligesom meningsmålingerne vidner om en markant fremgang ovenpå et særdeles turbulent 2022. Overalt i landet kan man fornemme optimismen og virkelysten. Der er forårsstemning i Dansk Folkeparti.
Og det gælder ikke kun politisk, men i mindst ligeså høj grad organisatorisk. Mange var naturligvis ærgerlige, da Rene Christensen i begyndelsen af året kunne meddele, at han var blevet headhuntet til jobbet som ny direktør for Dansk Akvakultur – og derfor måtte træde tilbage som partiets næstformand. Rene er stadig en stærk og aktiv del af partiet – ikke mindst som formand for vores fem mand stærke byrådsgruppe i Guldborgsund.
Men Renes beslutning om at prøve kræfter i det private erhvervsliv gav hovedbestyrelsen anledning til at overveje, hvordan vi bedst organiserer os. Og på et hovedbestyrelsesmøde den 15. april blev det i en ny forretningsorden slået fast, hvordan partiets ledelse fremover vil være organiseret – ikke mindst i lyset af de nye vedtægter, som årsmødet 2022 fastlagde.
De nye vedtægter var en central del af mit løfte til jer om en ny og bedre organisation for Dansk Folkeparti. Og det løfte vil jeg naturligvis holde. Både i forhold til udvidelsen af hovedbestyrelsen, som har vist sig at være en stor succes; og ikke mindst i forhold til at gøre Peter Kofod til min wing man – partiets nummer to. Også det løfte indfrier vi nu.
I de gamle vedtægter havde vi to næstformænd – en politisk og en organisatorisk. I dag nøjes vi med én, som først og fremmest vil have organisatorisk ansvar, men selvsagt også kan bistå i forhold til den politisk udvikling. Af den nye forretningsorden fremgår det, at næstformanden bistår med både politiske samt organisatoriske opgaver i samarbejde med parti- og gruppeformand. Og i går valgte Hovedbestyrelsen Majbritt Birkholm netop til denne post som partiets næstformand.
Majbritt har igennem de seneste år vist sig som en hårdtarbejdende, loyal, positiv og engageret politiker i Dansk Folkeparti – både politisk og organisatorisk. Og jeg føler mig overbevist om, at hun vil fylde posten som partiets næstformand ud med stor dedikation og passion.
Samtidig med, at vi således har defineret næstformandens fremtidige rolle, har Hovedbestyrelsen også valgt at lade gruppeformanden træde et skridt op og varetage de opgaver, som hidtil har ligget hos den politiske næstformand. Det betyder, at Peter Kofod i dagligdagen nu både formelt og reelt er partiets nummer to og i mit forfald repræsenterer partiet både ind- og udadtil.
Jeg er rigtig glad for denne nye sammensætning og ser frem til et stærkt samarbejde – med både Peter, Majbritt, den øvrige hovedbestyrelse og alle de mange stærke tillidsfolk, som i det daglige kæmper for Dansk Folkeparti. Vi er i fuld gang – og som blot et lille bevis vil jeg nævne, at mere end 300 medlemmer har tilmeldt sig de politiske arbejdsgrupper, som i årene frem skal udvikle Dansk Folkepartis politik og supplere folketingsgruppens arbejde. Se mere herom i bladet, hvor de forskellige arbejdsgrupper fremgår.
Med andre ord: Dansk Folkeparti er i en fantastisk gænge. Og det skal vi naturligvis fejre. Derfor følger der efter dette nyhedsbrev en invitation til næste lørdag den 22. april, hvor vi åbner vores partikontor i Ejstrupholm i Midtjylland. Som det første parti i Danmark tager vi konsekvensen af vores planer om at dække hele Danmark. Det er ikke kun snak, men først og fremmest handling.
Så kom og vær med, når vi i næste uge holder åbent hus for Dansk Folkepartis landsorganisation i det midtjyske.
Jeg glæder mig til at se jer!
Morten