
I en tid hvor symbolpolitik og tomme protester fylder debatten, vælger Dansk Folkeparti handling. Boykotten af amerikanske varer som reaktion på Donald Trump har vakt opsigt, men bag de højlydte protester gemmer der sig ofte dobbeltmoral: Det er svært at tage afstand fra USA med en iPhone i hånden, AirPods i ørerne og en Starbucks-kaffe i tasken.
Samtidig har vi set, hvordan kæder som Salling har reageret med nye mærkninger, der viser om et produkt er europæisk. Men hvorfor nøjes med “europæisk”, når vi kunne vælge dansk? Det er netop her, vi i Dansk Folkeparti mener, at vi må tage ansvar: Vi bør prioritere danske varer og dansk produktion – ikke blot som forbrugere, men som nation.
Dannebrog i supermarkedet
Hvis der skal sættes mærker på varerne, burde det være Dannebrog, der guider os – ikke EU-flaget. Danske forbrugere fortjener at vide, hvornår de støtter danske landmænd, producenter og virksomheder. Det handler ikke om at vende verden ryggen, men om at sikre, at vores eget hus står stærkt, før vi kaster os ud i at redde resten af byen.
Styrk Danmark – én dansk vare ad gangen
I EU’s øjne er Danmark blot en lille brik i det store spil. Men for os i Dansk Folkeparti er Danmark ikke bare et medlemsland – det er vores fædreland. Og fædrelandet har brug for, at vi alle trækker i samme retning og vælger dansk, hver gang vi har muligheden.
Vi skal ikke lade os assimilere i et grænseløst europæisk fællesskab. Tværtimod skal vi bruge enhver anledning til at styrke vores nationale identitet, vores selvforsyning og vores økonomi.
Det handler om mere end indkøb – det handler om identitet
Dansk Folkeparti opfordrer alle danskere til at tænke dansk, handle dansk og støtte dansk. Det er ikke nok at råbe op om Trump og signalere moralsk overlegenhed – vi skal være konsekvente og bruge vores hverdag til at styrke vores fædreland.
Fordansk dit liv. Hver gang du vælger en danskproduceret vare, tager du et konkret skridt for Danmark. Og det er den slags handlinger, der virkelig gør en forskel.