Hensigtserklæringer er ikke nok. Der skal handling bag ordene.
Da Mette Frederiksen lagde blomster foran den israelske ambassade tre dage efter Hamas’ massakrer inde i Israel, satte hun en TV 2-journalist grundigt på plads: »At sammenligne en terrororganisations angreb på et demokratisk land, der forsvarer sig selv, på den måde, som du gør – den præmis vil jeg simpelthen ikke anerkende.« Redaktører og journalister blev smækfornærmede: De anser jo sig selv for at være ”den fjerde statsmagt”, ikke sandt? Som kækt udfordrer magten for at afdække sandheden.
Den 29. oktober skriver statsministerens partifælle Rasmus Stoklund i Berlingske, at han er rystet over, at jøder i Danmark har brug for beskyttelse. Ifølge ham er der ikke tale om had til Israel, men til jøder: en ny antisemitisme – men i tråd med nazisternes. Jeg håber at se og høre flere socialdemokrater, som ikke bliver bløde i knæene, men står fast på Israels ret til både at eksistere og til at forsvare sig. Men ingen roser uden torne.
Socialdemokratiet skylder os at besvare et stort, rungende spørgsmål, som hænger i luften: Hvorfor har vi givet husly til tusindvis af mennesker, som er børnebørn og oldebørn af arabere, som gik i krig imod jøderne og Israel og tabte igen og igen? Som åbenbart ikke er kommet ud af stedet, men ruger over et bundløst had, som de holder i live her i Danmark? Hvorfor har vi importeret en befolkningsgruppe, som danske borgere nu skal frygte?
Rasmus Stoklund løfter selv en forsigtig flig af en forklaring. Efter 1945 skulle Holocaust aldrig gentage sig – derfor Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men den bliver i dag fortolket sådan, at den »snarere beskytter afviste asylsøgere, islamister og terrorsympatisører mod at blive udvist til deres hjemlande«.
Netop, Rasmus Stoklund. I dag er det ikke excentriske nazister, som råber ”Heil Hitler!”, som truer Europas jøder, men hundredtusinder af indvandrede muslimer, som råber ”Allah er stor!”. Jeg synes ikke, at det er tarveligt af mig at gøre opmærksom på, at det netop var, hvad vi, der ikke var stuerene, advarede imod for tre årtier siden.
Ja, lad os gå tre årtier tilbage. I marts 1992 vedtog et flertal i Folketinget – S, Radikale og SF – at give varigt ophold og familiesammenføring til 321 palæstinensere, som hævdede at være flygtninge fra Libanon og Syrien; det var de bare ikke. Da palæstinenserloven blev vedtaget, befandt mange ”flygtninge” sig i de lande, som de angiveligt var flygtet fra! Mange for at hente ægtefæller. Andre tog senere hjem på ferie for at fejre den.
Desværre viste de ikke Danmark nogen taknemlighed. Læs blot denne opgørelse i den socialdemokratiske netavisen Pio: »Palæstinensere er endt i kriminalitet og på offentlig forsørgelse « »To tredjedele af dem, der fik opholdstilladelse med palæstinenserloven, har været på kant med loven, viser opgørelse.« Og her er paradokset: Det er de samme palæstinensere plus deres børn og børnebørn, som nu marcherer i tusindvis i vores gader og kræver ”Død over Israel”, og som får vores jøder til at gå i skjul.
Kriminalitet og socialbedrageri er slemt nok og dyrt nok for Danmark. Men når unge palæstinensere synes, at de skal hævne deres oldefars tab af en olivenlund i 1948, så bliver det direkte livsfarligt. Det er dødsensfarligt for Danmark, hvis unge palæstinensere lytter til kaldet fra Hamas – ligesom masser af unge muslimer lyttede til kaldet fra al-Qaeda og Islamisk Stat. Omar El-Hussein lyttede og adlød og begik to drab i 2015, i Krudttønden og foran synagogen i Krystalgade. Omar blev kaldt ”en enlig ulv”. Men der var 700 til hans begravelse. Hvor mange ”enlige ulve” var der mon blandt dem eller blandt dem, som nu råber ”Død over Israel” hver weekend?
Jeg frygter, at når Israel bruger sin ret og pligt til at forsvare sig og knuser Hamas, så kan ekstremismen blandt muslimerne i Danmark nå kogepunktet. Det skal vi komme i forkøbet ved at lade ordensmagten slå ned på alt, der lugter af optræk og opfordring til vold og terror. Vi skal behandle Hamas på samme måde som al-Qaeda og Islamisk Stat. Det betyder, at al støtte og indsamlinger til Hamas skal standses. Palæstinensere med tilknytning til Hamas skal miste såvel deres opholdsgrundlag som det statsborgerskab, de måtte have tilegnet sig. Det kræver øget overvågning, flere beføjelser til politi og efterretningstjenester, og det er trist, men der er ingen vej udenom. På længere sigt er der heller ingen vej uden om et opgør med de konventioner, som europæerne nu betaler prisen for at adlyde.
Så til alle jer socialdemokrater, som ikke er bange for at stå op imod jødehadere og Hamas-sympatisører: Hvis I virkelig fortryder fortidens tossegode slaphed, så ved I, hvor I har Dansk Folkeparti. Men det haster.