I morgen tirsdag den 29. august er en historisk dag. En festdag, hvor vi markerer 80 året for samarbejdspolitikkens sammenbrud. I tre lange år havde danskerne under den nazistiske besættelse en regering, der leflende adlød enhver ordrer, som udgik fra Hitlers fascistiske Berlin.
Men i august 1943 havde befolkningen fået nok. Man ville ikke længere være Hitlers dikkende lammehale, som uden hensyn til grundloven eller landets stolthed føjede kravene fra Nazityskland. Der udbrød generalstrejke, og 29.august trådte Buhls regering endelig tilbage.
Kun danskernes ageren i august 1943 reddede os fra at blive set som tysk vasal stat, og vi endte med at blive anerkendt som en allieret med briterne og amerikanerne.
Denne historie er afgørende. Både for historiens egen skyld, men også for at forstå vor samtidshistorie. Forleden fremlagde regeringen et lovforslag om en massive begrænsninger i ytringsfriheden. Det vil ikke længere være lovligt at kritisere fascistiske regimer i eksempelvis Mellemøsten med udgangspunkt i de religiøse genstande, der netop holder regimerne ved magten og befolkningerne i undertrykkelse.
At dette sker i 80året for samarbejdspolitikkens ophør, er slående. 80 år er der gået fra en regering, der lydigt bøjede danskernes frihedsrettigheder som vasal af det fascistiske Nazityskland, til i dag hvor regeringen begrænser danskernes frihedsrettigheder under trusler fra Mellemøstens islamfascistiske regimer. Samarbejdspolitikken er tilbage. Hvor danskerne i 1943 tvang Buhl og Scavenius til at give op, har Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke Rasmussen samlet skammens stafet op og fører nu ånden fra samarbejdspolitikken videre.
At historien gentager sig selv, er en kendt sag. Men det er trist at opleve. Derfor havde Dansk Folkeparti besluttet at henlægge sit sommergruppemøde til Flensborg. Den gamle danske by, som om nogen har været billedet på forholdet mellem Danmark og Tyskland. Syd for den tyske grænse bor fortsat mange dansksindede, og netop til minde om den vigtige dag for 80 år siden vil vi lægge en krans ved det nok mest betydningsfulde symbol på forholdet mellem Danmark og Tyskland – Bissens istedløve på Flensborg Kirkegård.
Men det er ikke kun i de danske regeringskontorer, at historien gentager sig. Det sker også i Tyskland, hvor to af landets store partier – de grønne og Socialdemokratiet, SPD – har bifaldet en nyfascistiske gruppes trusler imod hotellet, hvor vi skulle have til huse i Flensborg.
At et historisk bevidst og fuldt ud demokratisk parti således er blevet afvist af både de grønne og Socialdemokratiet, er naturligvis en diplomatisk skandale. Pia Olsen Dyhr har allerede taget afstand fra sit søsterpartis tilkendegivelse. Men Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, er påfaldende tavs. Det kalder naturligvis på eftertanke. Deler Mette Frederiksen virkelig sit søsterpartis totalitære tilgang til demokratiske partier? Så synes jeg, hun skal sige det.
I mellemtiden fastholder vi naturligvis vores sommergruppemøde. Vi overnatter godt nok nu i Sønderborg – men glæder os i øvrigt til tre dage med både historie og politik. Allerede i går satte vi i Berlingske Tidende en ny kurs i forhold til, hvordan Dansk Folkeparti ser på skattepolitikken og Danmarks økonomi.
Vi er blå bloks bløde hjerte. Derfor vil ældre- og socialpolitikken altid være øverst på vores dagsorden. Det er en skandale, hvordan der rundt i mange kommuner skæres ned på ældreplejen. Det er direkte uværdigt, og vi kræver, at der sendes flere penge ud til kommunerne. Vi kan ikke leve med, at man fjerner den daglige pleje, skærer ned på rengøringen, og helt generelt behandler vores ældre langt under niveau. Pengene er i statskassen. Og de skal naturligvis ud til kommunerne, så de ældre kan få en værdig dagligdag.
Også folkepensionisterne har det hårdt. Alt for mange sidder hårdt i det – og folkepensionen burde få et gedigentløft, sådan at rådighedsbeløbet blevet hævet. Det vil være en stor prioritet på Dansk Folkeparti, ikke mindst i finanslovsforhandlingerne.
Sideløbende med disse har regeringen bebuddet, at man vil gennemføre skattelettelser. Tidligere har netop skattelettelser været noget, som har splittet blå blok. Sådan skal det ikke være længere. Vi i Dansk Folkeparti kan sagtens få øje på en række urimelige skatter og afgifter, som generer danskerne i hverdagen – og som derfor bør fjernes.
Jeg ved godt, at regeringen og de andre borgerlige partier taler meget om topskatten. Det er ikke der, vi i DF ser de største udfordringer. Derimod mener vi, at der er et stort behov for at se på registreringsafgiften af almindelige familiebiler, så danskerne kan have råd til de biler, der skal til for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi mener også, at arveafgiften er urimelig. Der er jo allerede betalt skat af de værdier, som måtte være i familierne.
Også i indkomstskattesystemet ser vi urimeligheder, der bør ændres. Eksempelvis vil vi gerne gøre praktik- og elevløn under uddannelse skattefri, ligesom man bør indføre øgede seniorfradrag for seniorer, der er på arbejdsmarkedet, og lempe skatten for pensionisterne – eksempelvis når de skifter bolig.
Vi går konstruktivt ind i skatteforhandlingerne. Og jeg har respekt for, at andre partier både i og udenfor Mette Frederiksens regering vil lempe topskatten. Dem om det. Hvis vi i Dansk Folkeparti kan få vores prioriteter igennem, så udelukker det naturligvis ikke en samlet aftale, hvor også andre partier får deres ønsker igennem. Sporene fra 2015-19 viser, at vi må være pragmatiske og gå til den slags forhandlinger med en gensidig respekt. Det er jeg garant for på DFs vegne.
Det er den måde, man som politisk parti kan få indflydelse. Og jeg ønsker Indflydelse. Også på skattepolitikken, men naturligvis ikke mindst på udlændingeområdet, sundheds- og socialpolitikken, der derfor vil være centrale emner på vores sommergruppemøde de næste tre dage.
Onsdag er der pressemøde, hvor vi vil fremlægge en række initiativer. Både i forhold til EU, udlændingestramninger og sundhedspolitikken. Det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til tre dage sammen med nogen af de mennesker, hvis selskab jeg nyder allermest. Det er fantastisk at have en folketingsgruppe, hvor humøret og kammeratskabet er højt. Hvor vi faktisk holder af at være sammen. Det er en sjældenhed i politik, og en stor fornøjelse, når det ren faktisk opstår.
Og det allerbedste er, at det gode humør ikke bare er i folketingsgruppen. Men ud over hele landet. Jeg har de seneste uger nydt at være rundt til sommerfester, medlemsmøder og for at byde nye byråds- og regionsråds medlemmer, der vælger at tilslutte sig Dansk Folkeparti, velkommen. Det er en fornøjelse. Og jeg tror, vi alle sammen med rank ryg og godt humør tør sige, at vi går den kommende politiske sæson i møde med både forventning og kamplyst. Der er ihvertfald rigeligt at kæmpe for.
Med venlig hilsen
Morten Messerschmidt
