Gad i grunden vide, om Veronica havde følt sig som en dreng, hvis ikke den offentlige debat og medierne havde haft en finger med i spillet. Mig bekendt havde jeg ingen jævnaldrende med tilsvarende fornemmelser, da jeg selv var barn, og det havde mine egne børn heller ikke.
Det kunne måske skyldes, at der slet ikke var sat ord på problemet, at det ikke var ”italesat”, som det hedder på nudansk. Det lå simpelthen uden for alle normalt tænkende menneskers fatteevne.
Jeg læste et sted, at der findes en sammenhæng mellem kønsubehag og autisme. Måske skulle man dykke mere ned i det – for hvis det er tilfældet, må det vel være rimeligt at spørge, om et kønsskifte så helbreder autismen? Hvis ikke, kan det vel være lige meget?
Børn har altid leget med forskellige kønsroller. Nogle piger kan en overgang være tiltrukket af det maskuline univers og være tiltrukket af de mere vilde lege. Uden at de af den grund bliver drenge. Nogle drenge kan finde på at ville have en kjole på og lege med dukker. Uden at de af den grund bliver til en pige.
Pointen er, at børn eksperimenterer, og at legen med roller er en naturlig del af barndommen. Problemet opstår måske, når de voksne begynder at lege med og kæle for et barns pudseløjerlige indfald og mærkelige idéer. Børn kan være ufatteligt stædige. Det tror jeg, at alle, som har haft børn, kan skrive under på.
Men at børn er stædige og insisterende, betyder da ikke, at forældre skal bøje sig for deres idéer. Børn er netop børn, fordi de ikke er voksne, og voksne er voksne, fordi de ikke er børn. Forældre svigter deres ansvar som forældre, når de ikke sætter grænser for barnets fantasiverden, og manglende grænser skaber utryghed og angst hos mange børn.
Jeg taler ikke om, at ”den gamle skole” på nogen måde skal tilbage. Det er kun godt, at vi er blevet fri for den. Men jeg tillader mig at sige, at når man dybest set lader et barn tage ansvar for sit eget liv i en alder af kun 11 år – som i Veronicas tilfælde – så har man svigtet sin rolle som forælder.
Hvis børn føler et så stærkt ubehag ved deres køn, at de ønsker at udskifte det, så er det deres ret. Men beslutningen skal de selv træffe som myndige personer og dermed tage det fulde ansvar for – altså når de er fyldt 18 år. Barndommen skal være et ”helle” for barnet, hvor ansvarlige og modne voksne i virkeligheden beskytter det mod sig selv.
Mon ikke de fleste af os kan se tilbage på situationer i barndommen, hvor vi i dag er glade for, at nogle ansvarlige og modne mennesker greb ind? Det tror jeg faktisk.
Med til at tage ansvar for et barn hører også evnen til at sætte grænser og nogle gange træffe beslutninger, som barnet er uforstående over for og synes er ”nederen”. Men sådan er det at være barn. Og sådan er det at være forælder – og skulle turde at være upopulær.
Så længe vi har en offentlig debat om kønsubehag, kønsskifte og denne allestedsnærværende næsten sygelige optagethed af krop og køn, vil også flere og flere børn helt naturligt blive opmærksomme på et tema, som de på ingen måde burde gå op i, men på alle måder beskyttes mod, indtil de kommer i puberteten.
Det mest triste er næsten, at vi i dag har forvandlet børn til små voksne og overladt hele ansvaret for deres liv til dem selv – fordi forældre ikke magter ansvaret og at blive upopulære. Det er et historisk og menneskeligt svigt, som vil have uoverstigelige konsekvenser for fremtiden.
