Tallene taler deres eget sprog: 24 procent af djøf´erne i det offentlige er over 50 år, men når det kommer til procentandelen af fyringer, udgør medarbejdere på 50 år og ældre 37 procent. Med andre ord står de først i rækken, når der uddeles fyringssedler.
Egentlig er det ubegribeligt. Hvad er der galt med dem på over 50? Det kan vel næppe være behovet for barselsorlov eller barnets første sygedag? Det kan vel heller ikke være antallet af sygedage? Mange arbejdsgivere taler om, at netop seniorer er en meget stabil arbejdskraft – og at de har et mindre behov for fridage.
Det kan vel næppe heller skyldes at de pågældende ikke passer deres arbejde? Tilbage er der kun den forklaring, at en ny generation af ledere bare gerne vil have unge medarbejdere. Jeg har hørt nogle tale om, at man skulle blive mere ”ufleksibel” eller mindre omstillingsparat med alderen – men det må være en myte. Men hvorfor skulle nutidens ”ungdomskult” i øvrigt gå uden om arbejdsmarkedet?
Endnu mere grotesk bliver tallene, når det kommer til de IDA-ansatte (Ingeniørforeningen), hvor procentdelen af ansatte over 50 år udgør 22 procent, men hvor IDAs medlemmer for 41 procents vedkommende er modtagere af fyresedler.
Forholdene vakte allerede i 2020 opsigt, og daværende øverste chef for de statslige arbejdsgivere i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, skatteminister Morten Bødskov talte om, at man stod med et stort problem, som det var en bunden opgave at løse.
Regeringen har hændervridende forklaret, at ”det er vigtigt for regeringen, at seniorer ikke oplever, at deres alder bliver opfattet som en barriere”, og ”at andelen af ansatte på over 55 år er vokset med 2 procent siden 2013”.
Men det har intet at gøre med det misforhold, som eksisterer i forhold til fyringer i relation til ansatte over 50 år. Alle pile peger mod HR-afdelingerne og ledelsen i det offentlige, som åbenbart har stirret sig blind på at ansætte unge.
Regeringen må trække i arbejdstøjet. Det nærliggende er at koncentrere sig om staten, men det er også nødvendigt, at regioner og kommuner kommer med. Det må være tydeligt for enhver, at det blandt de fyrede må opfattes som en ren hån at blive mødt med ”der er brug for alle hænder”, når de samtidig bliver præsenteret for en fyreseddel.
Antallet af seniorer, som gerne vil tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet er steget gennem de senere år, men arbejdsmarkedet inden for det offentlige er slet ikke fulgt med. Man taler gerne om fleksibilitet og uger på fire dage, men når det kommer til stykket, virker det som rene hensigtserklæringer. Man sætter ikke handling bag.
Den offentlige sektor bidrager vi alle til via skatten. Derfor bør vi også have en berettiget forventning om, at det offentlige fører an i skabelsen af et rummeligt arbejdsmarked med plads til ansatte i alle aldre og livssituationer – og så må vi håbe på, at den private sektor følger trop og på tilsvarende vis skaber optimale vilkår for seniorer.
For Dansk Folkeparti er en ordentlig og balanceret seniorpolitik hjerteblod, og derfor glæder det os, at mere end 40 millioner kroner er afsat til etableringen af et videnscenter for fastholdelse af seniorer, som har været hjerteblod. Men her og nu må regeringen trække i arbejdstøjet og kulegrave årsagerne til de hyppige fyringer af seniorer i det offentlige. Det er en udvikling, vi skal bremse.
Én ting er sikker: Det nye videnscenter for fastholdelse af seniorer vil få nok at se til – men arbejdet er nødvendigt. Både af hensyn til et arbejdsmarked med høj efterspørgsel efter ledige hænder og af hensyn til de mange seniorer, som enten bliver forbigået som ledige, eller har problemer med at arbejde på fuld tid.
