I forlængelse af naturbrandene i Grækenland brænder det åbenbart også i nerverne hos Danmarks regering, som med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har indledt et regulært angreb for at begrænse danskernes ytringsfrihed. Hvorfor? Fordi nogle krænkelsesparate islamiske religiøse ledere fra lande langt fra Danmark på vegne af deres trosfæller føler sig krænket af, at en håndfuld danskere den seneste tid har brændt koranen – som er en bog – her i landet.
Og statsministeren? Hun har været påfaldende tavs – nok for ikke at ødelægge sit påtagede image som udlændingestrammer. Men hun har måttet sande, at hun ikke længere kunne holde sig ude af debatten og bekræfter nu selvfølgelig udenrigsministerens holdning til begrænsningen af ytringsfriheden.
Statsministeren mener ikke, at det er en ytring at brænde en bog – og altså dermed heller ikke en begrænsning af ytringsfriheden at forbyde det. Er det så heller ikke en ytring, når masser i Mellemøsten brænder Dannebrog i protest over, at nogen her i landet har brændt en koran? Eller var det ikke en ytring, da nazisterne i 1930’erne brændte bøger? Eller da islamiske fanatikere brændte forfatteren Salman Rushdies bog ”De sataniske vers” i slutningen af 1980’erne? Igen viser Mette Frederiksen med regeringens knæfald, at hun kun er udlændingestramme i ord. Ikke i reel handling.
Lederne fra Den internationale organisation for muslimske lande (OIC), som består af 57 muslimske lande bl.a. Saudi Arabien, Iran, Sudan, Afghanistan og Iran, har lagt et pres på den danske regering for at forbyde afbrændinger af koranen. Altså islamiske ledere, som kommer fra præcis de mest formørkede af jordens lande, hvor ytringsfriheden og religionsfriheden og -kritikken er allermest indskrænket hvis ikke fuldkommen fraværende. Og ja, hvor demokratiet slet ikke eksisterer.
Lande hvor seksuelle og religiøse minoriteter bliver voldsomt undertrykt, og hvor befolkningen lider en frygtelig skæbne gennem stening, piskning og hængning, hvis de siger deres mening om det land og dets ledere, der styrer landet, hvis de er utro, hvis de tillader sig ikke at bære det totale symbol på underkastelse, tørklædet, eller hvis de fristes til at finde kærligheden med en af samme køn. Omvendt har voksne mænd den frihed, at de kan gifte sig med små piger og have fire koner.
Det er præcis de formørkede lande, som den danske regering nu vil vise hensyn ved at begrænse danskernes ytringsfrihed og religionskritik. Og så selvfølgelig også alle de herboende ikke-integrerede indvandrere, som mener, koranen skal stå over grundloven.
Det løber mig mere end ualmindeligt koldt ned ad ryggen, at regeringen i virkeligheden er ved at etablere et samarbejde med den islamiske verden, på linje med den samarbejdspolitik den danske regering indgik med den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. En samarbejdspolitik baseret på frygt for konsekvenserne – fremfor at stå imod og kæmpe for vores ytringsfrihed og religionskritik, præcis overfor de lande som foragter den frie ytring. Forskellen er særligt, at Danmark ikke er besat, men måske er regeringen det indirekte? Samtidig tænker jeg: Har regeringen intet lært af Muhammed-krisen? Var det bare spildte kræfter?
Efter Lars Løkkes første udmeldinger kom sidenhen en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, hvor forbuddet forestilles at blive meget mere omfangsrigt end det, udenrigsministeren først meldte ud, nemlig nu et forbud mod at forhåne andre lande, kulturer og religioner som kan have væsentlige, negative konsekvenser for Danmark.
Så i løbet af nogle få dage er det gået fra et forbud om ikke at måtte brænde en koran på offentlig gade foran en ambassade til, at man heller ikke må forhåne et tilfældigt andet land eller dets kultur. Altså et egentligt opgør med den danske tradition om ytringsfrihed selvom regeringen samtidig forsøger at overbevise os om, at den netop ikke vil begrænse ytringsfriheden. Men hvem hopper på den?
Mener regeringen f.eks., at vi ikke længere må forhåne lande og kulturer, der forfølger, fængsler og henretter seksuelle og religiøse minoriteter?
Presset fra de islamiske lande om at begrænse vores frihedsrettigheder har været der i mange år, men tog for alvor fart, da Salman Rushdies udgav bogen: ”De Sataniske Vers” i 1988. Han har siden levet med en islamisk dødsdom.
Danmark mærkede selv presset under og efter Muhammed-krisen fra 2005, da Jyllands-Posten bragte 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed, for at undersøge den selvcensur der allerede herskede grundet frygt for konsekvenserne af at tegne en tegning.
I Danmark var det Kurt Westergaard, der blev jaget vildt indtil sin død for at tegne Muhammed, som muslimer anså som krænkende.
Og nu bliver historien gentaget igen, da islamisternes ære tilsyneladende er blevet krænket og regeringens rygrad viser sin gummikerne ved at underkaste sig frygten for islamisk vrede og bål og brand.
Det her er et helt principielt spørgsmål om, dels hvem der skal definere vores ytringsfrihed, dels i hvilken retning vi som land ønsker at udvikle os. Med mere eller med mindre frihed. Med mindre nærmer vi os de lande, vi normalt foragter.
At lade sig diktere at formørkede islamiske lederen om, hvordan vi skal indrette vores samfund, bør for enhver være en vej, ingen vil bevæge sig ned af. Men beklageligvis er det den vej, regeringen nu vælger at gå.
Især fordi det vil være en glidebane med nye krav til, hvordan vi skal indrettes vores liv, som naturligvis er i stærk modsætning til netop de lande, der nu vil diktere vores levevis. Altså de lande hvorfra folk flygter – ikke til.
Særligt farligt er det, når ingen kan se enden, men i stedet bør vide, at det bliver en uendelig vej, før islamisterne er tilfredse: Og det er de først, når det danske demokrati er afskaffet og kalifatets sorte ideologi hersker over vores verden. For islamisternes opfattelse af, hvordan verden skal indrettes, er i fuldkommen modstrid til, hvordan vi her i Danmark lever og forstår et værdigt liv, der bygger på frihed, lighed og demokrati.
Nu er det afbrændingen af koranen, som islamisterne vil have forbudt. Efter det – nu regeringen underkaster sig deres ønske – er vel, at vi skal forbyde alle former for tegninger af muslimernes profet Muhammed. At vi ikke må kritisere koranens indhold eller religionen islam som sådan. At de islamiske symboler, f.eks. tørklædet, heller ikke må kritiseres. At vi skal genindføre retten til at gemme sig bag en burka/niqab. At vi skal sidestille Islam i Danmark, herunder med deres helligdage. Osv. osv.
Når nu regeringen har åbnet en sprække til islamiske krænkelser, vil den blot arbejde sig større og større. Og hvordan skal regeringen kunne modstå det pres, nu den selv har underkastet sig islamisternes trusler med argumentet om rigets og danskernes sikkerhed?
Helt grundlæggende handler denne indrømmelse over for islamisterne om, at regeringen – på Danmarks vegne – er villig til, at tilpasse vores levevis efter islamisternes definition af krænkelse og måde de ønsker, at samfundet skal indrettes. Nemlig efter dem og deres hellig bog, Koranen.
Med regeringens underkastelse af islamisternes krav om at indskrænke vores dyrebare ytringsfrihed er vi dybest set i gang med at skrive Danmarks nekrolog som et frit og demokratisk samfund.
