Nyheder

Så kører cirkus-Frederiksen igen – næste stop Fredericia

Så kører cirkus-Frederiksen igen – næste stop Fredericia

Tirsdag er der stormøde i Fredericia. Regeringens længe ventede ældreudspil skal lanceres, og som vi har oplevet det før, er Folketingets partier og organisationsdanmark indkaldt som klakører. Andet har jeg ikke i forventningerne, når vi i morgen samles i Fredericia med Mette Frederiksen, Lars Løkke og Troels Lund som hovedtalere under regeringens stort anlagte ‘ældrekonference’. Og nå ja – en enkelt hemmelig hovedtaler har også fået plads i programmet. I fem minutter mellem stats- og udenrigsministeren.

Skal man le eller græde?

Det er mere end fem år siden, vi første gang hørte Mette Frederiksen tale om en ny ældrelov. År er gået – uden handling. År, hvor ældreplejen er blevet gradvist ringere, hvor nedskæringer har afløst nedskæringer, og hvor regeringen satte kronen på værket ved for nyligt at aflyse den stigning i pensionen, der ellers skulle komme folkepensionisterne til gode som kompensation for afskaffelsen af store bededag. Men også der blev de ældre forbigået – ligesom regeringen fuldstændig udelukkede Dansk Folkepartis ønske om skattelettelser til pensionisterne, da man før jul sænkede indkomstskatterne for 10 milliarder kroner.

Prioriteterne taler deres tydelige sprog. Derfor er det også med en følelse af mistro, at jeg tager til Fredericia tirsdag. For hvad kan vi egentlig vente andet end spin og varm luft?

Udspillet kender vi allerede. Og det indeholder såmænd mange gode takter. Selvfølgelig vil Dansk Folkeparti være mere til at bekæmpe bureaukrati. Selvfølgelig vil vi være med til at sikre de ældre flere valgmuligheder. Selvfølgelig vil vi i Dansk Folkeparti gøre op med tilsyn og kassetænkning, hvis det gavner de ældre.

Men ærligt talt: Det lyder som en ‘Mette Frederiksen-classic’. Mange gode ord – ingen handling. Og med den erfaring, vi hidtil har gjort os med Danmarks spin-cirkusdronning af guds nåde, tillader jeg mig at have en vis portion skepsis, indtil vi har set, hvordan disse tanker konkret skal gøre det bedre at være ældre i Danmark.

Rundt i hele landet oplever kommunerne markante nedskæringer på ældreplejen. Først og fremmest fordi den socialdemokratiske finansminister ikke vil lade flere penge flyde ud til kommunerne. Vi oplever endog socialdemokratiske borgmestre, der af et åbent hjerte erklærer, at man nu er inde og skære i den absolutte kerne af ældrevelfærden. I det lys klinger det hult, når regeringen så nu kommer på banen.

Men ældrepolitikken er hjertepolitik for Dansk Folkeparti. Derfor deltager både jeg og vores ældreordfører, Pia Kjærsgaard, på tirsdagens møde. Ikke for som tidligere at være lydige klakører til et veltilrettelagt spin-show. Men fordi ældrepolitikken er for vigtig til at overlade til Mette Frederiksen og hendes mange presserådgivere.

I Dansk Folkeparti byder vi os til. Holder fast. Og vi glæder os til, at der bliver indkaldt til forhandlinger – ikke kun pressemøder. For det handler om de ældres hverdag. Dem, der har bygget Danmark – og som vi skylder at gøre det bedre end i dag.

Med venlig hilsen,
– Morten Messerschmidt