
I en tid præget af global uro og usikre forsyningskæder, står Dansk Folkeparti fast: Danmark skal fortsat udvinde olie og gas i Nordsøen – også efter 2050. Vi ønsker at genforhandle klimaaftalerne for at sikre Danmarks uafhængighed og beskytte danske arbejdspladser.
Dansk Folkeparti har altid sat danskernes sikkerhed og velstand først, og det betyder, at vi ikke kan tillade os at gøre os afhængige af energi fra Rusland eller Mellemøsten. Vores nuværende aftale om at stoppe olie- og gasudvinding i 2050 er uholdbar og bør fjernes. Ifølge vores klima- og energiordfører Nick Zimmermann bør Danmark udnytte sine ressourcer – så længe der er olie og gas at hente.
Energipolitik med fornuft og realisme
Det giver ingen mening at opgive en stabil energiforsyning, når Danmark stadig vil have brug for olie og gas langt ud i fremtiden. Regeringens egne beregninger viser, at for hver gang vi sparer et ton CO2 ved at stoppe olieudvindingen, vil vi alligevel ende med at udlede mellem 0,65 og 0,95 ton CO2, fordi vi i stedet skal importere fra udlandet. Det er ikke en løsning – det er et selvmål.
Samtidig risikerer vi at miste op til 26.000 danske arbejdspladser i olie- og gasindustrien. Skal disse job i stedet flyttes til lande som Rusland og Saudi-Arabien? Dansk Folkeparti siger klart nej! Vi vil kæmpe for, at de danske arbejdspladser bliver i Danmark.
Atomkraft – ja tak!
Olie og gas er ikke det eneste, vi vil kæmpe for. Vi ønsker også at genforhandle aftalen om at firedoble elproduktionen fra sol- og vindenergi. Solcelleparkerne må ikke skæmme vores landskab eller tvinge naboer til at leve i skyggen af store anlæg. Dansk Folkeparti vil sikre, at solcellerne i højere grad bliver placeret på offentlige bygninger, hvor de generer mindst muligt.
Derudover vil vi have atomkraft på dagsordenen. Det eneste sikre skridt mod selvforsyning er at undersøge muligheden for at indføre atomkraft i Danmark. Vi kan ikke fortsætte med at satse ensidigt på vind og sol, når vi har brug for en stabil og pålidelig energikilde.
Dansk Folkeparti garanterer: Ingen nye klimaafgifter!
Dansk Folkeparti giver danskerne en utvetydig garanti: Vi vil ikke støtte nye klimaafgifter. Det betyder ingen højere priser på kød, ingen ekstra afgifter på dieselbiler og ingen dyrere flyrejser. Danskerne skal ikke betale prisen for en urealistisk klimapolitik, der skader vores økonomi og velstand.
Vi står fast: Danskernes interesser kommer først. Vi vil sikre, at Danmark forbliver selvforsynende, beskytter danske arbejdspladser og ikke lader sig styre af grønne fanatikere. Det er vores løfte til danskerne – og det løfte holder vi!