Regningen for flere års debat om kønsidentitet, båret frem af woke-bevægelsen, ser ud til at kunne blive høj. Berlingske kunne mandag (14/8) løfte sløret for, at Børnetelefonen i først halvdel af 2023 har haft over 900 henvendelser fra unge, hvor de giver udtryk for bekymring og mistrivsel. Siden 2019 har antallet været svagt stigende.
Vinklen er, at de unge oplever en manglende forståelse og accept fra deres venner og familie, men samtidig har de unge mange konkrete spørgsmål om, hvordan de skal forstå deres egen seksualitet eller kønsidentitet. Det er forstemmende læsning – ikke mindst fordi man uvægerligt kommer til at tænke på, om problemet havde været der uden den konstante mediebårne optagethed af netop kønsidentitet.
Netop denne optagethed har medvirket til at sygeliggøre kønsidentitet, fordi de unge får tudet ørerne fulde med, at hvis de føler sig anbragt i den ”forkerte krop”, så skal de da endelig overveje at skifte køn. I stedet for at acceptere, at de som børn eller unge sagtens kan lege med forskellige roller, der som noget helt naturligt kan rummes inden for deres køn.
Jeg husker, at generationer af unge tidligere kunne ringe til Tine Bryld på P1’s populære ”Tværs” – de havde alle mulige problemer. Det kunne være i forhold til deres forældre. Det kunne være i forhold til kærester eller deres seksualitet. Stort set alle problemer kunne rummes inden for puberteten som et fænomen, hvor usikkerhed og store forandringer er omdrejningspunkt.
Spørgsmålet er, om noget overhovedet har ændret sig siden, eller om børn og unge som noget helt naturligt knytter an til spørgsmålet om kønsidentitet, fordi det nu engang er oppe i tiden. Forleden læste jeg om en usikker ung pige, der led af ”klimadepression”, men mon ikke bare hun led af en ganske almindelig depression og brugte klimaet som undskyldning?
Som menneske kan man altid finde en knagerække at hænge forskellige sindstilstande op på. I øjeblikket er klima og kønsidentitet noget af det mest ”hotte”. Men herregud, kunne man så ikke bare trække på skuldrene og sige, at det nok går over? Desværre ikke – fordi børn og unge har fået mulighed for at træffe en række valg, som de senere kan fortryde.
Her tænker jeg især på muligheden for hormonbehandlinger til mindreårige for kønsdysfori, altså en tilstand, hvor en person oplever ubehag ved sit køn, som har været tilladt for unge under 18 år siden 2016. Jeg kan næsten ikke komme i tanker om noget større svigt af unge menneskers ukrænkelighed og krav på beskyttelse og omsorg fra voksne mennesker, som både burde vide bedre og turde tage ansvar.
Kynisk og manipulerende har woke-bevægelsen lagt ansvaret over på de unge selv, og på den baggrund er det ikke underligt, at de bliver usikre – ganske enkelt fordi ingen voksne tør eller vil være sig deres ansvar som voksne bevidst længere. Mirjam Westh, ungekonsulent i Børns Vilkår, udtaler i artiklen et ønske om, at »man i seksualundervisningen også satte fokus på, at seksualitet og kønsidentitet er en proces. Og nogle gange flyder man lidt fra det ene til det andet«.
Jo tak. Men det er ikke nok. Vi skal befri de unge fra ansvaret og forbyde hormonbehandlinger til unge under 18.